Fergie om Morrison: Sørgeligste historie i min tid

Sir Alex Ferguson erkender, at forløbet med stortalentet Ravel Morrison i Manchester United var et meget trist ét af slagsen.

Som vi skrev om tidligere i dag, har Ravel Morrison måttet erkende, at han i sin tid nok blev givet for mange chancer af Sir Alex Ferguson og staben i Manchester United.

Klubbens tidligere manager løfter i sin nye bog lidt af sløret for, hvorfor han gav det unge talent så lang snor, på trods af gentagne regelbrud og dårlig opførsel. Talentet var det værd, erkender skotten.

– Sørgeligvis er der eksempler på spillere med lignende baggrunde som Giggs eller Cristiano Ronaldo, der på trods af enormt talent bare ikke er stærke nok følelsesmæssigt eller mentalt til at kunne overkomme smerterne fra barndommen og deres egne indre dæmoner, skriver Ferguson i sin nyeste bog ifølge The Mirror.

– Ravel Morrison er muligvis den sørgeligste historie. Han var én af de allermest talentfulde unge spillere, vi nogensinde har haft, men han blev ved med at rode sig ud i ballade.

Efter utallige sager, der satte Morrison i et dårligt lys, besluttede Sir Alex endelig i 2012, at der nok ikke var mere at gøre. Derfor blev han videresolgt til Sam Allardyces West Ham – dog ikke med den bedste smag i munden.

– Det var meget smerteligt at sælge ham til West Ham i 2012, for han kunne være blevet sådan en fantastisk spiller. Men over en årrække eskalerede problemerne, og vi var til sidst nødt til at slutte samarbejdet.

Morrison skiftede tidligere i år til den italienske klub Lazio. Her er det dog kun blevet til to optrædener indtil videre, og derfor rygtes han allerede tilbage til England igen, til QPR, skriver The Mirror.

Få Manchester Uniteds nye fodboldtrøjer med Martial, Memphis, Rooney osv. på ryggen

Forrige artikel

- Giggs har det rette format

Næste artikel

LVG og Jones håber på spilletid

ANNONCE