Fergies luksusproblem

Sir Alex Ferguson har utallige gange slået fast, at han anser det som ideelt at have fire klasseangribere i sin trup. Præcis ligesom i 1999, da United…

Sir Alex Ferguson har utallige gange slået fast, at han anser det som ideelt at have fire klasseangribere i sin trup. Præcis ligesom i 1999, da United vandt “The Treble” og havde såvel Dwight Yorke, Andy Cole, Teddy Sheringham som Ole Gunnar Solskjær i spillerstalden.

Med sommerens tilgang af Dimitar Berbatov har den 66-årige skotte atter fire angribere af en vis kaliber at vælge iblandt: Wayne Rooney, Cristiano Ronaldo, Carlos Tevez og netop Berbatov. Og det glæder Ferguson.

“Fodbold handler om at vinde, og jeg synes, jeg nu har en bedre trup end i sidste sæson, nu da jeg har hentet Berbatov. Det var det rigtige at gøre, hvis jeg kunne opnå en procents forbedring. Uanset om det er en procent eller ti procent, er det forbedring, vi søger. Derfor købte vi Berbatov,” siger Ferguson til magasinet Premiership Latest.

Luksusproblem
Den store konkurrence giver Ferguson lidt af et luksusproblem. Ronaldo kan med fordel bruges på kanten, men det efterlader stadig Sir Alex med tre spillere til to pladser. Hvem skal udelades fra startopstillingen? Tevez, Rooney eller Berbatov?

Og hvad med Manucho Goncalves, der fik sin debut som indskifter i tirsdagens Carling Cup-sejr over Middlesbrough og også vil gøre sit for komme blandt Fergusons elleve udvalgte?

“Det er muligt at spille med alle fire (Rooney, Ronaldo, Tevez og Berbatov), men de fleste gange bliver jeg nødt til at ofre en. Det var hårdt at vrage spillere til holdet i 1999, da jeg havde fire fantastiske angribere. Lige meget hvilken kombination jeg valgte, måtte jeg altid skuffe to,” fortæller Ferguson om sit daværende luksusproblem.

I morgen møder United Bolton på Old Trafford, og her har Ferguson hele sin anbrebsstyrke til rådighed. Hvordan Ferugson vælger at blande sine angrebskort, får vi at se i morgen kl. 16.

Forrige artikel

Giggs færdig på kanten

Næste artikel

Fodboldgeniet: Nu vinder vi!

ANNONCE