En stor forsamling af nuværende og tidligere Manchester United-spillere under Sir Alex Ferguson var til stede i går, da den små tre meter høje statue af skotten blev fremvist. Statuen står ved indgangen til Sir Alex Ferguson-stand, og det er en kæmpe ære for klubbens længst siddende og mest succesfulde manager.
– Det er en kæmpe ære, og jeg er så stolt over det. Jeg var ærlig talt ret forbløffet. Det er lidt underligt, når man indser, at man ser på en statue af sig selv, men der er lagt et formidabelt arbejde bag fremvisningen, sagde Sir Alex Ferguson til de fremmødte.
Antyder planer om at stoppe
Sir Alex Ferguson fylder 71 år nytårsaften, og har netop fyldt 26 års-jubilæum i spidsen for Manchester United. Han afslørede under takketalen ved fremførelsen af statuen, at han muligvis snart går på pension.
– Jeg har nu været her i 26 år, og når tiden kommer, hvor jeg må stille støvlerne på hylden om – hvem ved? – måske efter 27 år i spidsen for klubben, synes jeg, at statuen bevidner det arbejde, som jeg har gjort i klubben. Det er storartet at blive vist den form for respekt.