Weekendens opgør mod Tottenham Hotspur er en knald eller fald-kamp i forhold til mesterskabskampen. Det mener Sir Alex Ferguson.
“De Røde Djævle” er to point efter Manchester City med 12 kampe igen, og det gør Tottenham-kampen ekstra vigtig, siger Ferguson til magasinet Inside United:
“Det bliver en kæmpekamp. Hvis vi kan overleve den, har vi en stor, stor mulighed for at vinde ligaen,” siger manageren, der altså så småt er gået i gang med sine berømte mind games.
Skotten går efter at få udlignet Citys forspring, inden de lyseblå småbrødre tager imod de forsvarende mestre på hjemmebane sidst i april. Dog kan Ferguson sagtens stille sig tilfreds med at være to point bagud forud for opgøret på Etihad Stadium:
“Ja, det scenario tager jeg gerne. Jeg ville hellere gå ind til den kamp (Manchester-derbyet, red.) a point, men hvis du tilbød mig at springe frem til derbyet med samme stilling, som vi har nu, ville jeg slå til,” siger Ferguson.
Flere spillere klar igen
Først gælder det dog som sagt storkampen mod Tottenham i weekenden, og her kan Alex Ferguson igen gøre brug af både Chris Smalling og Phil Jones, der begge har været plaget af skader gennem sæsonen.
“Jeg burde have flere spillere at vælge imellem, end jeg har haft de seneste uger, hvor vi har haft en forfærdelig skadesperiode,” siger Ferguson.
Han fortæller, at både Smalling og Jones har fået en lille pause, og det har hjulpet dem til at blive ordentligt klar:
“Det er unge spillere, og de har båret rundt på nogle småskavanker i ugevis. Lige pludselig rammer det så for alvor, og så har vi været nødt til at tage dem ud og få dem klar igen. Derfor har de fået en lidt længere pause, og nu er de friske,” siger skotten.