Hvor er Chido Obi egentlig blevet af?
Den tanke kunne være oplagt, hvis ikke man har fulgt Manchester Uniteds ungdomshold.
For siden han fik sig en række indhop under Ruben Amorim i fjor, har han slet ikke spillet eller været i en førsteholdstrup i denne sæson.
Det er ikke, fordi han har været skadet. Han har blot trådt et halvt skridt ned og fokuseret på ungdomsfodbolden. Og det har gjort ham godt, fortæller hans cheftræner, Darren Fletcher.
– Hans udvikling har været forrygende. Du ser ham på U18 – hans bevægelse uden bold, taktiske forståelse og forbedringer i alle spillets aspekter som angriber. Vi ved, at han kan score, men hans forbedringer på de andre områder har været fantastisk, siger Fletcher til The Athletic.
– Han har givet assists til sine holdkammerater, og det viser lederskab i den rolle. Han kan tage alle sine erfaringer fra førsteholdet og U21 med sig på U18-holdet. Han har udviklet sig massivt.
I morgen får Chido Obi efter alt at dømme muligheden for at krone en udviklingssæson med et trofæ, når U18-holdet skal møde Manchester City i FA Youth Cup-finalen.




