Fransk United-fan: Pogba har modbevist de hjemlige kritikere

Inden VM gik i gang, talte OldTrafford.dk med Emilen Messelot, der fortalte, at mange i hans hjemland var negative stemt overfor Paul Pogba. Vi har talt med ham igen, midt i landets sejrsfest. Og piben overfor Pogba har fået en anden lyd.

Efter to tvilsomme sæsoner i Manchester United, hvor der var lige så meget fokus på Paul Pogbas hår og dans, som der var på hans præstationer på banen, var franske medier og fans skeptiske overfor midtbanespilleren, før VM-slutrunden gik i gang. 

Det fortalte den franske United-fan Emilen Messelot til OldTrafford.dk for en måneds tid siden. 

Men efter Frankrigs VM-triumf, som Paul Pogba var instrumental i, er kritikken forstummet. Det fortæller Emilen i et nyt interview, samtidig med at han jubler over “en af de største oplevelser i sit liv”. 

– Alle er enige om, at kampen mod Argentina (4-3-sejr til Frankrig i ottendedelsfinalen, red.) satte Paul fri. Han håndterede sin rolle perfekt og spillede simpelt og effektivt. Alle, både fans og medier, er enige om, at vi ikke kunne have vundet VM uden ham, siger Emilen Messelot, der kommer fra Besancon tæt på den schweiziske grænse.

“Kan tage selvtilliden med til Manchester” 

Senere i turneringen fik den tidligere Juventus-spiller også en hovedrolle i finalen, hvor han scorede et af de franske mål i 4-2-sejren over Kroatien. Dermed blev Paul Pogba den første Manchester United-spiller nogensinde, der scorede i en VM-finale. 

Emilen tilskriver en stor del af æren for Pogbas succes den franske landstræner Didier Deschamps. Ifølge ham er det Deschamps, der har fundet et system, der passer United-spilleren, hvor han ligger på midtbanen sammen med N’Golo Kanté og Blaise Matuidi. 

Nu håber den franske United-fan, at Pogba kan fortsætte de gode takter under Jose Mourinho på Old Trafford. 

– Pogba har omsider fået tanket selvtillid og fundet en rytme. Men jeg er bange for, at systemet under Deschamps er meget anderledes Mourinhos. Men jeg krydser fingre for, at han kan overføre succesen til det engelske alligevel. 

Inden vi kommer så langt, og Premier League-bolden ruller igen, skal både Paul Pogba og Emilen Messelot dog lige nyde VM-triumfen først. En følelse, som franskmanden beskriver således: 

– Det er en kæmpe stolthedsfornemmelse. 20 år efter vores først VM-sejr gentager et hold unge spillere den samme bedrift. Mange unge mennesker kan ikke huske 1998. Vi har drømt om det her. Det er så smukt, siger Emilen Messelot. 

Har du læst vores tips til køb af kampbilletter til Old Trafford? Læs dem her

📝 VIND MANCHESTER UNITEDS HJEMMETRØJE: Kom med din mening på OldTrafford.dk

➡ ️ Opret din profil her og kommenter artiklen nedenunder.
Læs mere om konkurrencen her

Forrige artikel

BBC: Sanchez har problemer med at komme ind i USA

Næste artikel

Bekræftet: United enige med Ajax

ANNONCE