Gary Neville opfordrer til at tage Lingard-video med et gran salt

Den tidligere United-spiller mener, at Jesse Lingards Snapchat-video var en fejl, men han synes ikke, man bør gøre det til mere end det.

Der har de seneste dage været en del snak i pressen og blandt fans om Jesse Lingards dømmekraft, efter spilleren offentliggjorde en for nogen upassende video på Snapchat.

Men nu får den 26-årige englænder opbakning fra Gary Neville, der mener, videoen bliver gjort til mere, end den er.

– Som spiller skal man altid stille sig selv nogle spørgsmål, inden man gør noget. Vil det hjælpe mig? Vil det gøre mig til en bedre spiller? Vil det få folk til at kunne lide mig mere? Vil jeg tjene penge på det? Vil det få min træner til at synes bedre om mig?

– Hvis svarene er negative, er det nok bedst ikke at gøre det. Vi laver alle fejl, og jeg har lavet masser, siger han ifølge Manchester Evening News.

Neville mener, at videoen bliver kørt op, fordi sæsonen har været dårlig for både klubben og spilleren.

– Men så igen; han giver alt, hvad han har, når han er på banen. Han er en ung gut, og sociale medier er den moderne medieform, så ‘get over it’, siger den tidligere United-back. 

Han sammenligner Lingards situation med drukkulturen, der var i engelsk fodbold for nogle år tilbage.

– Jesse Lingard drikker ikke meget. For 20 år siden ville spillere have været fulde i fire uger, når de var på ferie. Hvad er værst? En video på sociale medier, hvor nogen joker lidt, eller at være fuld i fire uger?

– Man vil meget hellere have, at ens spiller er ædru, måske træner i løbet af dagen og så laver en joke med sine venner. Det er klart det bedste onde i forhold til for 20 år siden, hvor spillere ville tage på ferie og komme tilbage som overvægtige, siger Gary Neville. 

Forrige artikel

OT.dk anbefaler: Kører United bare i ring?

Næste artikel

Chiles landstræner: Sanchez mangler kærlighed i Manchester

ANNONCE