Godt nok er Manchester Uniteds nummer 11 blevet 38 år gammel, men det forhindrer ham ikke i at præstere på højeste niveau. Derfor ser waliseren selv heller ingen grund til at stoppe. Da han i den seneste udgave af ”Inside United” blev spurgt om, hvorvidt han havde planer om at fortsætte med at spille næste sæson, svarede han:
”Ja, det regner jeg med lige nu. Vi skal snart sætte os ned og kigge på tingene, men lige i øjeblikket har jeg det rigtig godt, og jeg har lyst til at fortsætte,” udtalte Giggs.
I interviewet fortalte han desuden, at han ville fortsætte, så længe han følte, han kunne gøre en forskel.
”Når jeg ikke længere har noget at bidrage med, så stopper jeg. Men jeg føler, at jeg stadigvæk har en indflydelse, både på og uden for banen, så derfor har jeg lyst til at blive ved.”
Det er udtalelser, som glæder Uniteds manager Sir Alex Ferguson. Han udtalte sig også til ”Inside United”, og her tilkendegav han, at han håbede på, at Giggs ville fortsætte.
”Det er selvfølgelig helt op til Ryan selv, men jeg kan ikke se nogen grund til, at han ikke skulle kunne fortsætte,” sagde Ferguson.
Ryan Giggs er en levende legende i klubben. Han har på nuværende tidspunkt spillet 897 kampe, hvilket gør ham til den United-spiller med flest optrædener for førsteholdet gennem tiden. Udover det er han den mest vindende fodboldspiller i britisk fodboldhistorie med bl.a. 12 Premier League-titler, fire FA Cup-pokaler, og to Champions League-trofæer.
Nu tyder det altså på, at han vil føje flere kampe, og forhåbentlig flere trofæer, til cv”et.