Dermed ser det definitivt ud til, at den ombejlede portugiser ikke ryger til Real Madrid til sommer. Forud for morgendagens Champions League-finale slog David Gill nemlig fast, at man ikke har i sinde at sælge Ronaldo:
”Han har kontrakt med os indtil 2012. Han har været i klubben i fem år nu, og vi er sikre på, at også er at finde i Manchester i mange år fremover.”
”Vi har ingen intentioner om at lade ham gå. Vi gør alt for at sikre os, at han er glad for at være i klubben, hvilket er tilfældet med alle vores topspillere.”
Spanske og engelske medier spekulerer i øjeblikket i, om de spanske mestre er ved at strikke et tilbud sammen til United, der vil sende omkring 100 millioner pund til “De Røde Djævle” for den portugisiske landsholdsspiller.
Disse penge vil i så fald ramme et tørt sted, da de nykårede engelske mestre for nyligt offentliggjorde et regnskab, der viser, at deres gæld er steget til 1,5 milliarder pund. Gill slog dog fast, at det ikke er vejen frem at sælge klubbens profiler:
”Manchester United er ikke en klub, som sælger deres stjerner. Det er nødvendigt med klassespillere på holdet, hvis vi skal afbetale vores gæld, og det sker altså ikke, hvis vi sælger Cristiano Ronaldo.”