Manchester Uniteds regnskab ser rigtig godt ud, hvad angår kommerciel omsætning i denne sæson, og tredje kvartal er ingen undtagelse.
Flere engelske medier har analyseret nye tal for årets tre kvartaler. De viser, at klubben har haft en indtjening på 75,3 millioner pund alene i den kommercielle afdeling. Det betyder, at Manchester United er godt på vej til at blive den første fodboldklub, der kommercielt tjener over 100 millioner pund.
Klubbens kommercielle indtægter er steget med 33 procent i forhold til for 12 måneder siden. Stigningen hjælper til at dække det fald på fem millioner pund, der var i medie- og kampdags-indtægter. Faldet her skyldes ifølge klubben, at der har været færre hjemmekampe, samt at man trak Crawley i FA Cup”en.
Den totale omsætning ligger på 231,7 millioner pund. I slutningen af marts i år lød det beløb på 219,3 millioner.
Gælden er faldet
Der er også gode nyheder i forhold til gælden. Manchester Uniteds bruttogæld er faldet til 477,7 millioner pund. Årsagen menes at være, at noget af klubbens gæld er blevet omlagt fra dollars til pund. Pundet er nemlig stærkere end dollaren, og det har fået gælden til at falde.
Desuden har “De Røde Djævle” en bankbog, der kan få de fleste almindelige mennesker til at få julelys i øjnene. Ifølge ESPN”s tal ligger Manchester United inde med 113 millioner pund enten i kontanter eller lignende værdier. Penge, der altså kan bruges på spillerhandler, hvis Sir Alex Ferguson ønsker, og Malcom Glazer giver lov.