Højlund og Eriksen udtaget til landsholdet – men sidstnævntes situation bekymrer Hjulmand

Rasmus Højlund og Christian Eriksen er begge udtaget til det danske landshold. Men Kasper Hjulmand er bekymret over Eriksens manglende spilletid i United.

Kasper Hjulmand udtog tirsdag sin trup til Danmarks kommende testkampe mod Schweiz og Færøerne frem mod sommerens EM-slutrunde. Her var Rasmus Højlund og Christian Eriksen blandt landstrænerens 26 udvalgte spillere.

Det var på ingen måder overraskende, selvom Rasmus Højlund har været ramt af en mindre muskelskade og Christian Eriksens spilletid på klubholdet er meget begrænset.

Ifølge den danske landstræner er Højlund snart klar igen. Han har været i kontakt med Manchester United.

– Det er klart, at Rasmus skal spille søndag mod Liverpool og skal komme godt igennem kampen. Det forventer vi, og vi er i kontakt med United. Jeg har talt med Erik (ten Hag) og så videre, så det forventer vi, siger han i forbindelse med udtagelsen.

Eriksens spilletid bekymrer landstræneren

Hjulmand er dog mere bekymret for Manchester Uniteds anden dansker. Christian Eriksen har nemlig været henvist til bænken på Erik ten Hags mandskab på det seneste.

– Jeg håber rigtig meget på, at det ændrer sig. Jeg er ret sikker på, at vi vil se en Christian, der er fit – eller det ved jeg, han er. Men det er klart, at hvis det fortsætter, så kan det blive med Christian – som med alle andre – en bekymring for det niveau, han kan komme med, hvis ikke han får mere spilletid end i øjeblikket, forklarer Kasper Hjulmand.

Eriksen har ikke startet et opgør på banen for United siden d. 14. januar, da man mødte Tottenham på hjemmebane. Siden da har han været ubenyttet udskifter i otte ud af de seneste ni kampe for de røde djævle.

Danmark møder Schweiz lørdag d. 23. marts i Parken. Derefter venter der et opgør d. 26. marts på Brøndby Stadion mod Færøerne.

Forrige artikel

Endnu en spiller er tilbage i fuldt vigør

Næste artikel

Martinez på landsholdet

ANNONCE