Holdet bag OT.dk: Rasmus Lykke Therkelsen

OldTrafford.dk rundede for nyligt 30.000 skrevne artikler. Det har vi tænkt os at markere med en ny artikelserie, hvor vi præsenterer det nuværende hold bag Danmarks største Manchester United-side, der siden 2003 har leveret daglig dækning af vores alles yndlingsklub. Hen over de næste par uger vil du derfor kunne læse, hvad der er af arbejdsopgaver som frivillig på OldTrafford.dk, og du vil kunne lære hvert enkelt ansigt bag det passionerede crew bedre at kende.

Navn: Rasmus Lykke Therkelsen
Alder: 21 år
Bosat: I Aarhus
Uddannelse: Journalistansøgende
Rolle hos OT.dk: Skribent og hjælper derudover til på vores Instagram
Har været hos OT.dk: Siden september 2018
Twitter: @rasmuslykke1

Hvorfor skriver du for OT.dk?
Ligesom alle andre, kan jeg heller ikke lade Manchester United være, og kan sjældent holde min kæft omkring dem. Det, sammen med at elske at skrive, gør det til en enormt god cocktail at skrive for OldTrafford.dk, hvor man for alvor har mulighed for at udtrykke sig om den klub, vi elsker.

Bedste oplevelse med OT.dk
Fællesskabet mellem alle os i crewet er megafedt, hvad enten det er til crewdage, at se kampe sammen på pubs eller generelt bare diskutere United med ligesindede.

Hvornår og hvordan blev du United-fan?
Da jeg var en fire-fem år fulgte jeg lidt med i fodbold – dog ikke meget – og syntes, at Ronaldinho var megasej. Så jeg skulle selvfølgelig være Barcelona-fan. Jeg havde dog en onkel, der havde andre idéer. Han fortalte mig om Wayne Rooney og Ruud van Nistelrooy og sagde, at jeg skulle være fan af dem. Som en lille dreng lytter man selvfølgelig efter, det har holdt ved siden da, og kærligheden for klubben vokser for hver dag, der går.

Hvad er din bedste oplevelse med United?
Double-sæsonen i 07/08 var fuldstændigt vanvittig og er for mig det bedste hold, jeg har set i Premier League, og hele oplevelsen med, hvor sindssyg Cristiano Ronaldo var på det tidspunkt, gjorde også ham til mit helt store idol på det tidspunkt. 

Til gengæld husker jeg også “Miraklet i Paris” som noget helt magisk. Det var vanvittigt ufortjent, og det gjorde kun det hele meget federe, og smed en superfin lille krølle på den daværende succeshistorie, som Solskjær var igang med at skabe for sig selv.

Hvad er din værste oplevelse med United?
1-6-nederlaget til City var så pinligt. Jeg tog ikke i skole dagen efter, da jeg simpelthen ikke kunne holde det drilleri, der selvfølgelig ville følge med, ud. Jeg kan stadig se Balotellis “Why Always Me”-trøje for mig i mine mareridt.

Hvem er din yndlingsspiller i United gennem tiden?
Wayne Rooney var ham, der for alvor gjorde mig til United-fan, og ham vil jeg altid elske ufatteligt højt.

Hvem er din yndlingsspiller på det nuværende hold?
Enten Marcus Rashford eller Harry Maguire. De er begge to megafede på to vidt forskellige måder.

Hvor og hvordan følger du primært United, når de spiller?
Ligesom de andre i crewet holder jeg meget af at komme på pubs og se dem, men United-pubudvalget i det århusianske er ikke ideelt, selvom Tir Na Nog prøver, så bliver det oftest hjemme fra sofaen, krydret med et par ture til Old Trafford en gang imellem. Det er selvfølgelig min yndlingsmåde at følge dem på.

Hvordan får du stillet din United-sult her under Corona-tiden?
Det er jo svært. Heldigvis er OldTrafford.dk meget gode til at holde sulten på et relativt normalt niveau, hvad enten det er med blogs, podcasts eller nyheder. Det hjælper også en del at være med til at producere den slags.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Darmian: Rashford kan vinde Ballon d'Or

Næste artikel

Pogba fokuseret på sine mål trods Corona-lockdown

ANNONCE