Hvem er Eric Bailly?

Jose Mourinho præsenterede i dag sit første indkøb i spidsen for Manchester United i form af forsvareren Eric Bailly. Men hvem er han egentlig?

Eric Bertrand Bailly blev født i byen Bingerville, Elfenbenskysten. Han blev spottet i en alder af 17 år af spanske Espanyol under en ungdomsturnering i Burkina Faso. Det var svært for spanierne at ordne hans papirer dengang, så det tog ti måneder før han skiftede. Han spillede reserveholdsfodbold i Espanyol i godt to sæsoner, før han fik sin førsteholdsdebut i oktober 2014 i en alder af 20 år.

Bare fire måneder efter sin debut i La Liga skiftede han for små 4,4 millioner pund til Villarreal. Han blev købt som direkte erstatning for Gabriel Paulista, der skiftede til Arsenal samme sæson. Han fandt hurtigt et godt partnerskab med Victor Ruiz i centerforsvaret for Villarreal, og var med til kun at lukke 35 mål ind i 38 kampe for Den Gule Ubåd.

I 2015 var han med til at vinde African Nations Cup med Elfenbenskysten. Han spillede samtlige kampe i turneringen, selvom han var den næstyngste og en af de mere uerfarne i truppen. Han fik masser af ros med på vejen i finalen, hvor han var med til at holde Ghanas stærke angreb fra fadet. Eric Bailly scorede tilmed for sit land i straffesparkskonkurrencen, og sikrede Elfenbenskysten sit første trofæ i 23 år.

Eric Bailly beskrives som en hurtig, stærk og atletisk forsvarsspiller, der ikke er bange for at bringe bolden frem. Han vil blive husket specielt for en kamp mod Real Madrid, hvor han blev rykket ud på backen for at håndtere Cristiano Ronaldo og senere Gareth Bale – det viste sig, at han havde spillet det meste af anden halvleg med skulderen ude af led. Villarreal vandt 1-0.

Den 22-årige afrikaner er den dyreste forsvarsspiller Manchester United har købt siden Rio Ferdinand. Det forventes at beløbet kan snige sig op på 30 millioner pund alt efter, hvordan han og klubben præsterer.

Han er 188 cm høj, god i luften og frygtløs i nærkampene. Jose Mourinho skal dog formentlig forsøge at tøjle ham, da hans disciplinære statistik ikke ser alt for god ud – 10 gule kort og 1 rødt modtog han i denne sæson. Han nåede at score et enkelt mål for Villarreal, hvilket også er hans eneste som fuldtidsprofessionel. Det satte han ind i en 4-0-sejr over Dinamo Minsk i Europa League.

Den nye udebanetrøje er kommet – Se den her!

Klik her og følg med i sommerens lanceringer af Manchester Uniteds trøjer.

Forrige artikel

United sikrer sig hollandsk stortalent

Næste artikel

Rooney-testimonial spilles i august

ANNONCE