Hvem er Omar Berrada? – Manchester Uniteds kommende CEO

Manchester Uniteds kommende administrerende direktør hedder Omar Berrada. Han har en lang fortid i både FC Barcelona og Manchester City, men hvem er han egentlig?

Lørdag aften præsenterede Manchester United en stor og uventet nyhed, da det blev offentliggjort, at Omar Berrada er klubbens kommende CEO, efter at Richard Arnold forlod posten i november sidste år.

Offentliggørelsen var uventet af flere årsager. Dels fordi Berradas navn slet ikke har været sat i forbindelse med jobbet, men nok primært fordi han kommer fra en stilling som ‘Chief Football Operations Officer’ i City Football Group, som ejer Manchester City og 12 andre klubber rundt omkring i verden.

Men hvem er 46-årige Omar Berrada, som nu bliver øverste leder i Manchester United?

Har boet i seks lande og taler flydende fem forskellige sprog

Ifølge The Athletic er Berrada født i Paris og har marrokanske forældre. Han voksede dog op i USA, hvor har først startede på ingeniørstudiet i Massachusetts, men senere droppede ud. Derefter begyndte han på EU Business School i Barcelona, hvor han læste virksomhedsledelse.

Berrada blev herefter boende i Barcelona og arbejdede efterfølgende først for Honda og siden televirksomheden Tiscali.

I 2004 fik han sit første job i fodboldverdenen, som han har befundet sig i lige siden. Her blev han ansat i FC Barcelona som øverste chef for klubbens sponsoraftaler. Senere fik han også ansvaret for klubbens medieaktiviteter. Den stilling blev han i indtil 2011.

Efter næsten otte år i FC Barcelona hentede Manchester City Berrada til England, hvor han først blev ansat som leder for international forretningsudvikling. Derefter blev han direktør for partnersalg, inden han i 2015 blev kommerciel direktør. Den post bestred han i næsten to år, inden han blev udnævnt som ‘Chief Operating Officer’ i klubben, hvor han havde ansvaret for klubbens daglige drift.

I 2020 kravlede han så endnu længere op af rangstigen, da han blev ansat som fodbolddirektør for City Football Group, som står for at drive alle virksomhedens 13 klubber.

46-årige Berrada har boet i seks forskellige lande og kan tale fem sprog flydende. Det fremgår af City Football Groups hjemmeside.

Manchester Uniteds nye CEO er højt respekteret

Ifølge The Athletic, som har talt med flere anonyme kilder med et indgående kendskab til Berrada, er han en meget anerkendt skikkelse i Manchester City, City Football Group og fodboldverdenen generelt.

Han bliver beskrevet som velorganiseret og meget deltaljeorienteret. Han fremstår rolig i pressede situationer og fylder ikke altid mest i store selskaber.

Manchester Uniteds nye CEO har efter sigende en fantastisk forståelse for forretning. Men Berrada er ikke kun en ekstremt dygtig forretningsmand.

I tæt samarbejde med Manchester Citys sportsdirektør, Txiki Begiristain, har han spillet en stor rolle i Manchester Citys kontraktforhandlinger de seneste år – blandt andet Erling Haaland.

Det virker dermed ikke usandsynligt, at Berrada også kommer til at have stor indflydelse på den sportslige del i Manchester United, når han træder til.

Det er dog ikke kun Manchester United, der har haft Berrada i kikkerten. Blandt andre skulle flere NFL-franchises have forsøgt at kapre ham tidligere. De har dog fået nej.

Selvom Manchester Uniteds kommende CEO ikke tidligere har været øverste leder i en fodboldklub, er det en mand med et imponerende CV, som United netop har præsenteret.

Forrige artikel

MEN: Manchester United overvejer at flytte fra Carrington

Næste artikel

Evening Standard: United-kanter bliver tilbudt til saudiarabiske klubber

ANNONCE