Jagten på nummer 250: Jackie Wassall, nummer 2, 1935-1946

Manchester United har ifølge sin egen hjemmeside givet debut til 249 spillere, som har været tilknyttet klubbens akademi. I denne serie vil vi på oldtrafford.dk dykke ned i listen og fortælle nogle af de historier, der er med til at kendetegne klubbens dna.

Med Tom Manley som klubbens første debutant af egen avl, er det nu tid til at se på listens nummer to, John Victor “Jackie” Wassall.

Han kom til Manchester United i februar 1935, samme måned som han fyldte 18 år.

Der skulle dog gå 9 måneder, før han fik debut i et 2-1 nederlag på udebane mod Swansea City i Second Division (den næstbedste række).

Og dermed fulgte han i holdkammeraten Manleys fodspor som nummer to på listen af indtil videre 249 spillere af egen avl.

Men hvad er så kriterierne for at være af egen avl?

Ifølge historiker Tony Park skal tre kriterier være opfyldt:

  1. Man skal have skrevet kontrakt med klubben inden sin 18 års fødselsdag.
  2. Man skal have spillet ungdomskampe for klubben.
  3. Man må ikke først have spillet for et andet hold på seniorniveau.

Tony Park udgav i 2012 bogen “Sons of United” sammen med kollegaen Steve Hobin. Og under deres research gjorde de en særlig opdagelse om en imponerende stime.

Her begyndte stimen

Den opmærksomme læser har nok bemærket, at det ikke er Manchester United, der er på billedet i artiklen.

Det er i stedet et billede af Fulham, og det er der en særlig grund til.

Jackie Wassall – og Tom Manley for den sags skyld – var nemlig på banen d. 30. oktober 1937 på Craven Cottage. Her vandt hjemmeholdet 1-0 på et mål af walisiske Viv Woodward (forreste række, nummer tre fra højre).

Men på trods af nederlagt var det en særlig kamp i Manchester Uniteds historie. For her begyndte klubbens imponerende stime af kampe i træk med minimum én spiller af egen avl i kamptruppen.

Her er det måske også værd at nævne, at begrebet “udskiftning” først blev skrevet ind i fodboldens lovtekst i 1958. Og dermed var der altså forskel på en kamptrup i 1937 sammenlignet med i dag.

Det er dog ikke noget, der gør stimen mindre imponerende. Tværtimod.

I december 2019 spillede Manchester United sin kamp nummer 4000 i træk med en spiller af egen avl i truppen. Det skete mod Everton, som altså også var Uniteds modstandere i klubbens hidtil seneste kamp. Godt 86 år efter Fulham-kampen, hvor det hele begyndte.

Og her – i lørdags – øgede klubben altså denne stime til indtil videre 4247 kampe. Og stimen ser ikke ud til at stoppe lige foreløbigt, eftersom man havde hele 9 spillere af egen avl i denne kamptrup.

Her er der tale om Jonny Evans, Kobbie Mainoo, Scott McTominay, Alejandro Garnacho, Marcus Rashford, Willy Kambwala, Dermot Mee, Habeeb Ogunneye og Toby Collyer.

Et egen avl-paradoks

Tilbage til Jackie Wassall. Han nåede at spille 47 kampe for klubben, og han scorede 6 mål. Det lyder ikke af meget for en spiller, der på papiret var i klubben i 11 år.

Dette skyldes dog et uheldigt sammentræf, idet han fik sit endelige gennembrud i 1938/39 sæsonen, hvorefter 2.verdenskrig brød ud.

Og da fodbolden endelig rullede igen i 1946, var det med legendariske Matt Busby som træner. Her tog klubben sine første skridt hen imod senere at blive kendt som “Busby Babes” med stor vægt på ungdom og egne talenter.

Dette skridt inkluderede dog ikke Jackie Wassall, som i stedet rejste til Stockport County. Her afsluttede han en fodboldkarriere, hvis største bedrift må siges at være med til at starte denne opsigtsvækkende stime, som stadig løber den dag i dag.

Denne artikel er 2. del af serien “Jagten på nummer 250”

Serien indeholder også:

Nr. 1 – Tom Manley

Forrige artikel

Bild: Sancho vil ikke tilbage til United, hvis Ten Hag er ved roret

Næste artikel

Premier League-klubber enige om nyt økonomisk system

ANNONCE