Jagten på nummer 250: Johnny Carey, nummer 4, 1936-1953

Manchester United har ifølge sin egen hjemmeside givet debut til 249 spillere, som har været tilknyttet klubbens akademi. I denne serie vil vi på oldtrafford.dk dykke ned i listen og fortælle nogle af de historier, der er med til at kendetegne klubbens dna.

Somme tider forløber to fodboldkarrierer nærmest parallelt. Dette var eksempelvis tilfældet med Xavi og Puyol, hvis debut for FC Barcelona – og efterfølgende farvel til klubben – begge skete med ca. 1 års mellemrum.

For ikke at tale om alle trofæerne, de vandt sammen i mellemtiden.

På samme måde skete det også for denne listes nummer 3, Stan Pearson, og nummer 4, irske Johnny Carey, der er hovedpersonen i denne artikel. Og den første ikke-engelske spiller på listen af United-spillere af egen avl.

De blev begge opdaget af Uniteds chefscout Louis Rocca, som senere også var manden, der lokkede legendariske Sir Matt Busby til klubben.

Ud over dette skulle Rocca også påstå at være manden, der foreslog, at klubben overhovedet skulle hedde “United”, helt tilbage i 1902. Det er dog en oplysning, som ikke er bekræftet nogen steder.

Rocca var i 1936 i Dublin for at scoute en helt anden ung spiller. Men han endte i stedet med at blive betaget af Carey, som han straks hentede til United for ca. 250 pund, hvilket dengang var et rekordsalg for en irsk klub.

Carey fik debut i 1937, samme år som Pearson, og hans karriere blev altså også sat på pause på grund af 2. verdenskrig.

En født leder og altmuligmand

Efter krigen var Carey blevet 27 år, da den engelske fodboldliga startede op igen. Og Busby var ikke sen til at gøre ham til klubbens anfører.

Carey var egentlig startet i klubben som en offensivspiller, der roterede med Pearson afhængigt af modstanderen og banens beskaffenhed.

Men under Busby blev han oftere brugt i mere defensive positioner, særligt højre back. Han var dog utroligt alsidig og kunne spille alle positioner på banen.

Han spillede endda også en enkelt kamp som målmand. Derfor er han også nævnt som den eneste topspiller, der har stillet op med samtlige rygnumre fra 1-11. Dette er dog heller ikke en oplysning, der er helt ligetil at få faktatjekket.

Careys lederevner gjorde ham i 1947 til anfører for “Europas hold”, der mødte et samlet “Britisk hold” i en opvisningskamp foran 130.000 tilskuere på Hampden Park. Det gik dog ikke så godt for det afbudsramte Europa-hold, der tabte 6-1 til værterne.

Foruden Carey var danske Carl Aage Præst og Poul Petersen også med på det tabende hold. Det var dog den svenske Milan-legende Gunnar Nordahl, der undervejs udlignede for Europa-holdet.

Titler og kendetegn

Sir Stanley Matthews var det britiske holds helt store stjerne. Året efter, i 1948, blev han også kåret som årets spiller i England, mens han førte Blackpool til FA Cup finalen mod Manchester United.

Det var Blackpools første FA Cup finale. Der skulle dog kun gå fem år, før de havde spillet deres tredje finale, så der var tale om et stærkt hold.

The Seasiders førte kampen 2-1 ved pausen, men her skulle Carey ifølge flere medier have holdt en motiverende tale for sine holdkammerater. Dette inspirerede holdet til et flot comeback med tre mål i anden halvleg og en sejr på 4-2.

Carey blev dermed den første irske spiller til at vinde et trofæ med Manchester United. Og mens Sir Stanley Matthews blev kåret til årets spiller det år, så vandt Carey prisen året efter, som den eneste United-spiller inden Sir Bobby Charlton i 1966.

I ligaen fik man 4 andenpladser på 5 år, inden Carey i 1952 førte klubben til sit første mesterskab i 41 år. Han forblev klubbens anfører, indtil han forlod dem året efter og lod sig pensionere som spiller.

Han nåede at spille 344 kampe for Manchester United – én kamp mere end Stan Pearson. Herefter blev han træner for blandt andre Blackburn Rovers, Everton og det irske landshold.

Han er omtalt som en spiller og træner, som ingen rigtigt har haft noget imod. Han har derfor også fået det fine kælenavn: “Gentleman John”.

Denne artikel er 4. del af serien “Jagten på nummer 250”

Serien indeholder også:

Nr. 3 – Stan Pearson

Nr. 2 – Jackie Wassall

Nr. 1 – Tom Manley

Forrige artikel

Kobbie Mainoo er udtaget til Englands landshold

Næste artikel

Fabrizio Romano: Ingen ny kontrakt på bordet

ANNONCE