Mens Manchester United tidligere i dag præsenterede Robin van Persie som klubbens nye angriber, så står endnu en angriber klar i kulissen til at skrive under med Manchester United.
Som OldTrafford.dk tidligere i dag kunne berette, så ventes klubben i næste uge at skrive under med Angelo Henriquez fra Club Universidad de Chile med henblik på i første omgang at træde ind på ungdomsholdet.
Men hvis det stod til chilenerens snart forhenværende klub, så skulle skiftet først være sket til næste år.
– Selvom vi gjorde alt for at beholde Angelo Henriquez i andet halvår, så gjorde Manchester Uniteds repræsentanter det klart, at de helst ville have ham nu, udtaler klubbens præsident Jose Yuraszeck til BioBioChile.cl.
Det var ifølge præsidenten Sir Alex Ferguson selv, som ønskede tilgangen af Henriquez tidligere, end chilenerne ønskede i frygt for skader og eventuel salg af andre spillere.
– Vi forstår beslutningen, og vores klub er også stolt over at en spiller fra vores ungdomsakademi nu får mulighed for at spille i en af de største klubber i verden, blive ambassadør for vores klub og chilensk fodbold generelt, udtaler præsidenten.