Kan Europa League-triumf redde Uniteds sæson?

Harry Maguire er ikke i tvivl. Intet kan redde denne sæson – heller ikke Europa League-trofæet og dermed Champions League-billetter. Og er det overhovedet hensigtsmæssigt at spille Champions League i næste sæson? Det svarer Amorim på.

(Ash Donelon/Manchester United via Getty Images)

Kan en Europa League-triumf redde Manchester Uniteds sæson?

Nej. Det er svaret fra Harry Maguire. Selv hvis United går hele vejen og løfter trofæet, har holdet leveret langt, langt under niveau.

– Der er ingen tvivl om, at selv hvis vi vinder Europa League, er det stadig en skuffende sæson for os spillere, siger den engelske forsvarskæmpe på pressemødet forud for aftenens returopgør mod Lyon i Europa League-kvartfinalerne.

Det betyder dog ikke, at Europa League er ubetydelig.

– At spille for denne klub kræver trofæer, og at vinde Europa League ville være et særligt trofæ at vinde. Det giver os adgang til Champions League næste sæson, noget vi tydeligvis ikke kan opnå gennem Premier League, fordi vores resultater ikke har været gode nok.

– Det er en stor kamp på Old Trafford – en europæisk aften. Og det er noget, vi ser frem til, siger Maguire.

Optakt: Den sidste nadver eller genopstandelsen?

»Man kan se det fra begge sider«

Manchester Uniteds nuværende sæson er den værste nogensinde i Premier League. Spørgsmålet er derfor også, om de røde djævle overhovedet er i stand til at gøre sig gældende i Champions League i næste sæson?

Amorim forstår tvivlen og anerkender, at de lige nu ikke er dygtige nok til at være kompetitive i de to hårdeste turneringer i verden.

Derfor er der brug for mere tid på træningsbanen. Omvendt giver Champions League-deltagelse flere økonomiske muskler, hvilket også er påkrævet.

– Man kan se det fra begge sider. Hvis man ikke har Champions League – og vi vil have Champions League, vi vil vinde titlen, det er det vigtigste – men hvis man ikke har Champions League, kan man tænke, at man får hele uger til at genopbygge og mere tid til at arbejde, siger Amorim.

Uniteds cheftræner slår dog fast, at det selvfølgelig er målet at vinde Europa League og booke billet til næste sæsons Champions League.

Det afgøres i aften, om United spiller sig videre til semifinalen. Der er kampstart kl. 21.00 på Old Trafford.

Skriv et svar
Forrige artikel

Maguire om Onana: »Vi ved alle, at han er en fremragende målmand«

Næste artikel

United med deres første tifo nogensinde til braget i aften

ANNONCE