Kanchelskis revser van Gaal

Manchester United bliver ikke mestre de næste ti år, hvis Louis van Gaal bliver ved roret. Sådan lyder den dystre spådom fra Andrei Kanchelskis.

Louis van Gaal får nu med riven af Andrei Kanchelskis, der i sin aktive karriere spillede langt over 100 kampe i fire sæsoner for Manchester United. 

For den ukrainskfødte russer er dybt bekymret over den måde, United spiller fodbold på under den 63-årige hollænder. 

– Med Louis van Gaal i spidsen bliver de ikke mestre de næste ti år, siger Kanchelskis til Manchester Evening News og uddyber. 

– Jeg forstår ikke den type fodbold, han pådutter sine spillere. Jeg ser ikke de store chancer for dem med ham ved roret. De kommer ikke til at konkurrere med Chelsea og Manchester City. 

United indtager en øjeblikkelig fjerdeplads i tabellen med 40 point for 22 kampe – 12 point efter førerholdet Chelsea. 

Det er dog især nederlaget i forrige uge til Southampton, der får Kanchelskis til at råbe vagt i gevær. 

– De så forfærdelige ud. 75.000 mennesker dukkede op for at se dem, men de var en skændsel. Jeg havde ondt af fansene. Han får måske mulighed for at løse nogle af problemerne ved at ændre på personalet, men overordnet set tror jeg ikke på mit gamle holds chancer med ham i front, lyder det fra Kanchelskis. 

I kølvandet på Uniteds 2-0-sejr over QPR, er van Gaals 3-5-2-formation atter kommet i modvind. Således var det først efter pausen, hvor hollænderen havde skiftet taktik, at United begyndte at skabe chancer. 

Van Gaal står dog i dag i flere medier citeret for at sige, at han er ligeglad med kritikken af systemet. 

Forrige artikel

Falcao: Jeg har brug for spilletid

Næste artikel

Video: Kahn og Schmeichel ser 99-finaen

ANNONCE