Karakterbogen: Kobbie som 10’er sikrer sejren

Manchester United er videre i Europa League, efter en 2-0 sejr mod rumænske FSCB. Her er Oldtrafford.dk’s karakterbog.

(Photo by Vasile Mihai-Antonio/Getty Images)

På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:

1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den ringe indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den dårlige indsats, der primært bød på negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999 

En spiller skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.

Altay Bayindir – 6

Tyrkeren var igen foretrukket i målet i Europa League-sammenhæng og klarede sig fint. Hans distribution er uden chancer, og de bolde, som kommer imod ham, dem stopper han. Et clean sheet skal også hædres; dermed er karakteren over gennemsnit.

Noussair Mazraoui – 5

Han bliver kastet lidt rundt på forskellige positioner, og det alsidige skal roses. Især når man tænker på prisskiltet. I en kamp som denne, kunne jeg dog godt ønske, at han tog noget mere ansvar offensivt.

Matthijs de Ligt  – 5

Klarer sine defensive pligter rigtig fint. Men ellers en stille dag på kontoret. Hans helt store styrke er hovedspillet, og det viser han igen i dag.

Lisandro Martínez (ud 71′) – 6

Licha tager ansvar, og det klæder ham. Hans gode form fortsætter, og det er tydeligt, at han har fået noget selvtillid i det offensive spil. Han var tæt på en direkte involvering i to scoringer i første halvleg, efter flot sammenspil med Kobbie og Højlund.

Diogo Dalot – 7

Portugiseren spiller generelt en rigtig fin kamp. En dejlig spiller, når han rammer sit niveau. Han scorer også Uniteds første mål, som sætter gang i det offensive spil.

Toby Collyer (ud 45′) – 5

Den unge brite tager ingen chancer i sin distribution, men laver sjældent fejl. Dejligt at se, at han får chancen igen fra start. Blev offer for en tidlig udskiftning, da United manglede noget offensivt firepower.

Bruno Fernandes – 6
Kaptajnen styrer kampen, og det er svært at forestille sig United fungere uden ham. Heldigvis skal vi ikke forestille os det. Det er tydeligt, at hans holdkammerater altid kigger efter ham, når der skal kreeres noget offensivt. Burde nok have scoret til 0-3.

Tyrell Malacia (ud 45′) – 4

En svær dag på kontoret for Malacia. Han har haft svært ved at finde tilbage til sit gamle niveau efter den lange skade. Han mangler tydeligt fart og blev fortjent erstattet i pausen.

Christian Eriksen (ud 71′) – 5

Kan man sige fem med pil op? Kampen i dag passede godt til danskeren, hvor hans fart ikke blev udstillet, men hans øje for spillet er der stadig. Desværre lykkedes det ikke helt for Uniteds 14’er i dag.

Kobbie Mainoo – 8 (Kampens spiller)

Nok næppe sidste gang, vi ser Kobbie i 10’er-rollen. Han er involveret i alt farligt, som United producerer offensivt. I første halvleg er han tæt på to gange at bringe United foran. I anden halvleg spiller han en central rolle i begge scoringer og får derfor titlen som kampens spiller.

Rasmus Højlund (Ud 80′) – 5

En af de bedre kampe for danskeren. Han blev brugt rigtigt i dag, og hvis Kobbie Mainoo havde scoret på hans flotte cutback, så havde karakteren nok fået et bump.

 

Alejandro Garnacho (ind 45′)  – 7

Argentineren bringer noget energi og ildkraft. Siden rygterne har blusset op om det mulige exit, har han været en fornøjelse at se på banen.

Amad Diallo (Ind 45′) – 6

Bringer noget af det samme som Garnacho. I dag skulle han dog være lidt mere defensiv, hvilket han også klarede fint. Han er også uheldig med ikke at have en målinvolvering i dag.

Lenny Yoro (Ind 71′) – 5

Den unge franskmand gør ikke meget væsen af sig, men er med til at sikre det andet clean sheet i træk.

Casimiro  (Ind 71′) – 5

Brasilianeren får en sjælden optræden på banen. Hans manglende fart udstiller ham et par gange, men han bringer dog noget stabilitet. Han kunne også sagtens have bragt United på 0-3.

Zirkzee (ind 80′) – UB

Rúben Amorim – 7

Der skal være ros til portneren. For første gang i denne sæson vinder United tre kampe i træk. Manchester United var godt opsat på dagens opgave og satte sig med det samme på kampen.

5 kommentarer
  1. Men uden navn…igår ihvertfald

    “Den unge brite” var den beskrivelse jeg genkendte.

    Det er alle de irriterende reklame søjler der besværliggøre oplevelsen.

    Men de er velsagtens en et nødvendigt “onde” tænker jeg😅

  2. Hmm 5 i karakter er en kende for lidt til forsvaret

    Jeg giver De Ligt og Mazraoui 6, middelmådig men mere positivt end negativt.

    De holder et clean sheet trods alt

    Eriksen får kun 5…???

    I min bog spillede han til 6+, er stærk og sikker på bolden især i 1.halvleg, binder spillet fint sammen med flydende 1.gangs afleveringer , det gsv et godt flow.

    Højlund sneg sig op på et 6 tal også, lige knap og nap, mere involveret og med et bedre touch, tæt på en assist og med et hovedstød dog uden power, pil op fra de seneste præstationer.

    Malacia må have spillet sin sidste kamp for United nu og Casemiro ligeså, i guder han er tung og han blev også nemt sat i farlig omstilling som Bayindir afværgede flot, stadig en god spiller men hans fart er nu blevet et alt for stort problem.

    Ellers enig i MOTH 😉👍

Skriv et svar
Forrige artikel

Læsernes karakterbog: Afgiv din stemme efter Uniteds sejr i Rumænien

Næste artikel

Amorim: Det er stort

ANNONCE