På OldTrafford.dk giver vi spillerkarakterer efter følgende princip:
1 – Den rædderlige indsats, der er decideret ydmygende
2 – Den ringe indsats, der næsten ikke kunne have gået værre
3 – Den dårlige indsats, der primært bød på negative aktioner
4 – Den middelmådige indsats – dog mere negativ end positiv
5 – Den middelmådige indsats
6 – Den middelmådige indsats – dog mere positiv end negativ
7 – Den flotte indsats, der er mere end godkendt
8 – Den stærke indsats med flere rigtig gode aktioner
9 – Den sublime indsats, der er tæt på at være perfekt. Som da Cristiano Ronaldo i sin debut i 2003 drev gæk med Bolton-forsvaret uden dog helt at have slutproduktet med
10 – Den sensationelle og ikoniske indsats, der ikke kan sættes en finger på. Tænk Roy Keane mod Juventus i Torino i foråret 1999
En spiller skal have spillet mindst 20 minutter for at få en karakter.
Scott McTominay, Skotland
Skotland mødte Ungarn, og for begge hold gjaldt det, at kun en sejr kunne bruges.
Skotland er kendetegnet ved manglen på målscorere. Scott McTominay er truppens næstmest scorende efter midtbanekollegaen John McGinn. Og han er også deres eneste målscorer ved slutrunden, da det eneste andet mål var et selvmål af Antonio Rüdiger.
Efter kampen kaldte landstræner Steve Clarke det en ‘étmålskamp’. Og han følte sig snydt for et ikke dømt straffespark mod Stuart Armstrong.
Bortset fra det var det Ungarn, der var farligst, først med Willi Orbans hovedstød på overliggeren i første halvleg, og siden med Kevin Csoboths stolpeskud i kampens overtid.
Grundet en forfærdelig skade til Ungarns Barnabas Varga var der hele 10 minutters overtid. Her pressede skotterne på, men så udnyttede Ungarn en kontra, hvor Csoboth denne gang indtog helterollen med sit mål efter 9 minutter og 30 sekunders overtid.
McTominay arbejdede hårdt og gjorde sit i løbet af kampen. I sidste ende har holdet bare for lidt kvalitet, særligt oppe foran.
Skotland ender dermed på gruppens 4.plads og må rejse hjem. Derfor gjorde det nok heller ikke noget, at han modtog sit andet gule kort i turneringen og derfor ikke ville have været med i en eventuel ottendedelsfinale.
Vurdering: 5
Christian Eriksen, Danmark
Tredje uafgjorte kamp for Danmark. Og tredje kamp med dominans på midtbanen, men hvor man også viste en manglende evne til at skabe de helt store chancer.
Christian Eriksen gjorde dog sit for at sætte sig på kampen, sammen med makkerne Morten Hjulmand og Pierre-Emile Højbjerg. Trioen har da også udmærket sig positivt blandt de danske spillere, idet man har scoret begge danske mål samt vundet UEFA’s man of the match i alle tre opgør.
Højbjerg vandt den mod England, hvor Hjulmand scorede. Eriksen vandt den mod både Slovenien og Serbien, hvor han selv scorede i den førstnævnte.
Fem spillere har vundet man of the match-prisen to gange i gruppespillet. Foruden Eriksen er der tale om Granit Xhaka, N’golo Kanté, Stanislav Lobotka og Kevin De Bruyne.
Som nævnt lykkedes det ikke Danmark at blive rigtigt farlige mod Serbien, med undtagelse af et helt frit hovedstød til Jannik Vestergaard.
Vestergaards hovedstød kom fra én af mange kreative dødbolde fra Eriksen. Han satte også Jonas Wind op to gange i første halvleg. Den ene gang blev der dog begået frispark, og den anden gang var bolden ude over mållinjen, inden den havnede hos Wind og røg i mål.
I åbent spil stod han også for én af Danmarks bedste afslutninger, da han testede keeperen i første halvleg. Og så slog han to lange afleveringer i anden halvleg med en imponerende præcision. Han blev udskiftet efter 88 minutter til fordel for Yussuf Poulsen.
Sidst, men ikke mindst, så var kampen også Eriksens 133. landskamp for Danmark. En ny rekord.
Vurdering: 8
Rasmus Højlund, Danmark
Endnu en kamp uden mål for Rasmus Højlund, der stadig ikke har scoret for Danmark i 2024. Man kan dog ikke klandre ham for hans arbejdsindsats og villighed til at tage kampen op med Nikola Milenkovic i Serbiens centrale forsvar.
Serberen fik et gult kort efter ganske få minutter og befandt sig resten af kampen på grænsen til at kunne få et gult kort nummer to.
En angriber skal dog ikke kun slås og tiltrække frispark. Højlund forsøgte sig også med en fin afslutning fra kanten af feltet, hvor keeperen i første omgang havde svært ved at holde fast i den. Men tættere på kom man ikke, og Højlund blev udskiftet efter en time til fordel for Kasper Dolberg, som resten af kampen ikke formåede at lægge det samme pres på forsvaret, som Højlund havde gjort.
Højlund ligger og balancerer mellem et 4-tal og 5-tal. Det er dog værd at bemærke, at Jonas Wind spillede en dårlig første halvleg, og at det ikke hjalp at få Andreas Skov Olsen ind i stedet for ham. Samtidig blev der heller ikke skabt meget fra de to wingbacks, og derfor var Højlund i høj grad overladt til sig selv.
Vurdering: 4
Luke Shaw, England
Som ventet kom Luke Shaw heller ikke i spil i Englands tredje kamp. Han ankom til slutrunden med en skade, og det har lignet, at Gareth Southgate ville spare ham indtil knockout-kampene.
I hans sted har Kieran Trippier spillet i venstre side, mens Kyle Walker kom til at spille der mod slutningen af kampen. Men fans og eksperter har savnet en venstrebenet back på holdet, og det kan tyde på, at Shaw spiller næste kamp. Hvis han er klar.
Vurdering: kom ikke i spil
Kobbie Mainoo, England
Gareth Southgate droppede højrebacken Trent Alexander-Arnold til sin centrale midtbane og startede i stedet med Conor Gallagher.
Det var han tilsyneladende ikke tilfreds med i pausen, hvor 19-årige Kobbie Mainoo kom ind i stedet for.
Lad det være sagt med det samme. Jeg så ikke kampen, da jeg fulgte Danmarks kamp, der blev spillet på samme tid. Men ifølge mediet Metro var han én af årsagerne til, at England spillede bedre og hurtigere i anden halvleg, end de gjorde i første.
– Involveret i de første minutter efter han kom ind. Sendte en klog bold ind til Bellingham i feltet. Hans introduktion faldt sammen med, at England satte tempoet op, skriver mediet.
Han sluttede også kampen med 97% succesfulde afleveringer og 100% gennemførte indlæg og tacklinger.
Paul Scholes og Gary Lineker er blandt dem, der hyldede Southgates ændringer og mente, at ‘de nye’ spillere ændrede kampbilledet til Englands fordel. Her talte de om trioen bestående af Kobbie Mainoo, Cole Palmer og Anthony Gordon.
Vurdering: 7
Diogo Dalot, Portugal
Portugal havde allerede vundet gruppen, da man onsdag aften spillede mod EM-debutanterne fra Georgien. Diogo Dalot startede på højre wingback og placerede sig ret centralt, når man var i angreb. En del af Roberto Martinez’ store fleksibilitet i måden, han sætter holdet op.
Det var dog georgierne, der vandt 2-0. Og det skyldtes ikke mindst den unge midtstopper Antonio Silva, som satte dem i gang med en fejlaflevering og senere begik et straffespark.
Dalot var rolig og sikker i sin boldomgang. Måske for sikker, til tider, hvor det var Pedro Neto og Francisco Conceicão, der stod for de offensive udfordringer. Men det så nu også ud til at være helt efter Martínez’ plan.
Portugal kom kampen igennem ikke frem til mange store chancer. Så to af deres bedste muligheder var faktisk Dalots afslutninger fra kanten af feltet, hvor den ene så ud til at have været et drømmemål, hvis den ikke var blevet reddet.
Var den gået ind, havde den dog alligevel ikke talt, for kort forinden var der begået straffespark i den anden ende, og VAR greb først ind efter afslutningen fra Dalot.
Ud over de to fine afslutninger reddede han også Antonio Silva fra at koste endnu et mål, da den unge stopper var ved at blive snøret af nogle hurtige georgiske fødder. Her steppede Dalot ind og vandt duellen i eget straffesparksfelt. Og da Silva blev skiftet ud, indtog den alsidige United-spiller pladsen som den højre stopper i 3-mandsforsvaret.
Solid bagtil, tæt på at være afgørende fremad. Dalot var én af Portugals bedste mod Georgien. Nederlaget trækker ham dog ned på en middelmådig karakter.
Vurdering: 6
Bruno Fernandes, Portugal
Roberto Martínez roterede meget til kampen mod Georgien, og det gav Bruno Fernandes et hvil.
Vurdering: kom ikke i spil
Altay Bayindir, Tyrkiet
Altay Bayindir var tilbage på bænken, da førstevalget Mert Günok var spilleklar igen. En hård skæbne for Bayindir, der indkasserede 3 mål i sidste kamp, men ikke havde skyld i nogen af dem.
Tyrkiet vandt 2-1 over Tjekkiet og sikrede sig videre adgang til knockout-spillet efter en historisk beskidt kamp. Aldrig før har der været uddelt mere end 10 advarsler til en EM-kamp. I går blev der uddelt 19. Til sammenligning er VM-rekorden 16. Dette er sket tre gange.
Vurdering: kom ikke i spil