Keane: Fergie ville give mig nummer 7

Sir Alex Ferguson havde udset sig Roy Keane som ny syver efter Eric Cantona, da han nødigt så David Beckham overtage det legendariske nummer. Det hævder Keane i sin nye bog.

Stod det til Sir Alex Ferguson, var David Beckham aldrig blevet tildelt nummer syv, der i Manchester United-regi er et legendarisk nummer. 

I hvert fald hvis man skal tro Roy Keane. 

Således hævder ireren i sin nye og meget omdiskuterede selvbiografi, “The Second Half”, at Ferguson bad ham om at overtage nummeret efter Eric Cantona. 

– Da Eric Cantona stoppede, var der megen debat omkring, hvem der skulle være den næste anfører. Jeg tog det hele meget afslappet. 

– Men så var der også nummeret – syv. Bryan Robson havde haft det før Cantona, og, selvfølgelig, strakte det sig helt tilbage til George Best, skriver Keane ifølge The Metro. 

Beckham var kort tid forinden slået igennem på Manchester Uniteds førstehold og var allerede blevet publikumsfavorit. 

Noget, der angiveligt ikke passede Ferguson særligt godt. 

– Manageren trak mig til side ind på sit kontor og sagde, at han ville have, jeg spillede i nummer syv. Jeg sagde, “nej, jeg er ligeglad.” Så sagde han, “jeg ved, at Becks vil fucking have det, og det ønsker jeg ikke, at han får. 

– De små magtkampe. Jeg havde spillet i nummer 16, siden jeg skrev under med klubben. Jeg var tilfreds med 16. Jeg tror, at det holdt mig på tæerne, at jeg var udenfor nummer 1-11, skriver Keane og fortsætter. 

– Jeg sagde, “giv det til Becks.”

– Becks fik det, og det passede ham – og Cantona. Ronaldo fik det efter Becks. 

Roy Keane faldt i unåde hos Sir Alex Ferguson tilbage i 2005 og fik kort tid efter revet sin kontrakt i stykker. 

Han har aldrig lagt skjul på, at hans forhold til skotten den dag i dag er ikke-eksisterende. 

Ferguson langede selv ud efter Keane i sin selvbiografi fra sidste år. 

 

Forrige artikel

United-chilener har succes i Kroatien

Næste artikel

David Gill stiller op som FIFA vicepræsident

ANNONCE