Ligaens bundhold udspillede United

Der blev ikke uddelt mange julegaver til de United-fans, der havde tændt for fjernsynet søndag eftermiddag, da Watford tog imod Manchester United. Sidstnævnte tabte nemlig 2-0 til ligaens nummer 20.

Søndag eftermiddag tog Manchester United en tur til en forstad nær London, da Watford stod klar til at byde djævlene op til dans. Manchester United havde været fint kørende med en ubesejret stime, mens Watford figurerede som nummer sjok i Premier League-tabellen.

Det store spørgsmål var, om United kunne nedbryde den dårlige tendens, de havde med at have svært ved at skabe chancer mod små hold. Det syntes Harry Maguire også var af høj prioritet. Den anden historie var, at Paul Pogba var med i truppen for første gang siden 29. september. Franskmanden måtte dog starte på bænken.

Kampen startede i et forvirrende tempo, hvor Watford havde et par gode minutter til at starte med, mens United i glimt viste, at de med få afleveringer havde muligheden for at splitte Watford-forsvaret ad, men noget konkret målforsøg kom ikke i kampens indledning.

Efter 17 minutters spil fik Watford faktisk puttet bolden i nettet, hvor David de Gea taber bolden ud af hænderne i en luftduel, hvor bolden så landede ved Watford-fødder, og bolden blev sparket i mål. Der blev – i modsætning til Everton-kampen – dømt et frispark til den spanske målmand, men stor var forseelsen ikke, og United var muligvis en smule heldige her.

United fik efter 33 minutter en af de største chancer, man i fodbold kan få. Anthony Martial modtog bolden, kiggede op og sendte bolden i dybden i samme bevægelse. Jesse Lingard var nemlig stukket afsted, og han kom helt alene med Ben Foster. Lingard forsøgte chippet, men bolden desværre også endte over overlæggeren. Kæmpe mulighed.

Syntes man, at Manchester United havde spillet dårligt i første halvleg, var det ingenting i forhold til den kvalitet – eller mangel på samme – som der røg ud af United-spillerne i anden halvleg. Blot fire minutter efter pausen fik Ismaila Sarr sendt en forkølet aflsutning afsted, som David de Gea droppede på det skammeligste. Dermed førte “The Hornets” 1-0. 

Få minutter skulle det blive endnu værre. Aaron Wan-Bissaka var en af første halvlegs bedste spillere, specielt som set ved hans mange flotte glidende tacklinger. Men netop disse glidende tacklinger blev omsider hans akilleshæl, hvor han nedlagde en Watford-mand i straffesparksfeltet. Troy Deeney scorede sikkert fra pletten. 2-0.

Efter scoringerne fik United ikke rigtigt det tag på kampen, man kunne forvente. Watford var uden tvivl det hold, der ville have sejren mest, hvor alle man gav 100 procent, og skulle der være et hold, der skulle lave et tredje mål, skulle det være hjemmeholdet.

Maguire fik en stor mulighed i det 81. minut, da han fløj over Craig Cathcart på et hjørnespark, men hovedstøddet røg direkte i favnen på Ben Foster. Kort efter kombinerede Martial og indskiftede Paul Pogba fint på venstrekanten, hvor sidstnævnte blev fri i venstre side, fik afsluttet fint, men vinklen blev for spids.

Netop Pogba sendte også en fremragende bold i dybden til Mason Greenwood, der flot tog bolden ned, og havde Ben Foster lige foran sig. Ligesom Lingard forsøgte Greenwood også at chippe bolden, men afslutningen var for svær, og den endte også over mål.

Martial lagde en flot chipbold ind i feltet til Rashford, der fik vendt en Watford-forsvarer af sig, så han var alene med Foster, men sidstnævnte vandt den duel, da han fik reddet med en flot fodparade. United skulle mindst have lavet en enkelt i slutfasen, men det gjorde de ikke – Watford vandt 2-0.

Dermed missede United en gylden mulighed for at få hentet ind på top fire-holdene, og beviste endnu engang, hvor svært de har det mod bundholdene med endnu en præstation langt under middel.

Se alle rejsetilbud til den nye sæson her
Priser fra kun 2.445,- inkl. fly, kamp og hotel.

Forrige artikel

Kleberson om Andreas Pereira: Han har mere at byde på

Næste artikel

Karakterer: Få over middel

ANNONCE