Lindegaard: Giggs minder om Fergie og Pep

Anders Lindegaard sammenligner Ryan Giggs’ ledelsesstil med Sir Alex Fergusons og udråber ham til en ny Pep Guardiola.

Ryan Giggs er som født til jobbet som manager for Manchester United. 

I hvert fald hvis man spørger Anders Lindegaard, der på sin blog hos bettingfirmaet Betfair skamroser den 40-årige waliser efter hans første uge som afløser for David Moyes. 

– Nogle vil måske stille spørgsmålstegn ved, om det kan fungere at gå fra at være holdkammerat til manager fra den ene dag til den anden. Normalt vile jeg også have mine forbehold, men i Giggs’ tilfælde er det en anden sag, skriver Lindegaard og uddyber. 

– Ryan Giggs har altid holdt en form for professionel distance til sine holdkammerater. Han har åbnet munden, når det har været relevant, og folk har altid lyttet. Parallellerne til Sir Alex Ferguson er slående, og det er tydeligt, at Ryan Giggs har stået i lære hos historiens mest respektindgydende fodboldmanager.

United vandt som bekendt 4-0 over Norwich i Giggs’ første kamp som manager. Og Anders Lindegaard fremhæver waliserens peptalk som noget, han aldrig vil glemme. 

– Hans sidste tale, inden holdet gik på banen inden Norwich-kampen, var hårrejsende på en måde, jeg kun har oplevet fra Sir Alex Ferguson – skuf ikke publikum.

Den nye Guardiola

 Louis van Gaal er af flere medier blevet spået til at overtage trænersædet på Old Trafford til sommer. 

Men ifølge Anders Lindegaard vil hele klubben bakke op om Giggs, hvis han ender med at få chancen. 

– Det lyder nok temmeligt naivt og uigennemtænkt, og jeg forstår folks skepsis overfor en konklusion draget på baggrund af fire træninger, en kamp og en fridag, men for mig at se, har vi at gøre med en ny Guardiola. 

– Spørgsmålet er, om han allerede nu er klar til at indfri det kæmpe potentiale, han besidder. Heldigvis er det ikke min beslutning at træffe, men 100 pct. klubbens. Og uanset hvad klubben beslutter, er jeg sikker på, at alle på og omkring holdet vil respektere den. 

Forrige artikel

Kolasinac-agent: Intet bud fra United

Næste artikel

Lindegaard: Moyes fortjener respekt

ANNONCE