Foto: John Peters/Manchester United via Getty Images
Når der på torsdag spilles FA Youth Cup-finale mellem Manchester City og Manchester Uniteds U18-hold, har førstnævnte hold fået hjemmebanefordelen.
Sidste års finale blev således spillet på Villa Park, da Aston Villa slog Manchester City 3-1. Og på samme måde blev finalen i 2022 spillet på Old Trafford, da United slog Nottingham Forest med samme cifre. Foran mere end 67.000 tilskuere.
Mens de seneste fem finaler alle er spillet på et Premier League-stadion, har Manchester City dog valgt at flytte dette års finale fra Etihad til det noget mindre Joie Stadium med plads til 7000 tilskuere inkl. ståpladser.
Årsagen er, at klubben vil indvie et nyt tribuneafsnit på Etihad til kampen mod Aston Villa den 24. maj. I den forbindelse har de prioriteret at holde stadion fri fra andre forpligtelser af hensyn til at blive klar med udvidelsen. Dette går nu ud over ungdomsspillerne, da der nu kun kan komme en tiendedel af, hvad der ellers kunne komme til finalen.
Manchester United har tilbudt at rykke kampen til Old Trafford, men City har afvist at opgive sin hjemmebanefordel.
Manchester United Supporters Trust har kritiseret beslutningen og kalder det en skændsel.
– FA er nødt til at træde til og sikre, at kampen kan blive spillet på enten Etihad eller Old Trafford. Det er tid til for en gangs skyld at sætte fansene først, skriver MUST.
United har været i finalen 15 gange før, to gange mere end City. United har vundet 11 af de 15 finaler. Til sammenligning har City kun vundet fire af sine 13 finaler.
Den eneste FA Youth Cup-finale mellem de to Manchester-klubber endte dog med en samlet City-sejr på 3-1 i 1986.




