Det er ikke nogen hemmelighed, at Manchester United går en sommer i møde, hvor der vil blive spenderet store summer efter store spillere.
Det er allerede blevet bekræftet, at Casemiro forlader klubben. Samtidig er Manuel Ugartes fremtid usikker, mens der har været debat omkring, hvorvidt der skulle investeres på de to backs.
Den debat har særligt højreback Diogo Dalot været en del af, og siden ankomsten af Michael Carrick har snakken om en ny højreback forstummet en smule.
Diogo Dalot har i denne sæson stået på mål for kritik, særligt under Ruben Amorims ledelse, hvor han blev brugt både som højre wingback og venstre wingback.
Siden fyringen af Amorim er Dalot kun blevet brugt som højre back, og noget tyder nu altså på, at det er der, han er bedst.
Efter kampen mod Liverpool stillede Dalot sig op til mikrofonerne.
– Jeg lærer altid og prøver at være så komplet som muligt. Jeg kender mine styrker og hvad jeg skal forbedre.
Dalot sætter også ord på det systemskifte, der er sket i takt med en trænerfyring af Amorim.
– Dette system føles naturligt for mig, fordi jeg har spillet det meste af min karriere i en forsvarslinje, men i denne klub skal man være i stand til at tilpasse sig, sagde Dalot efter 3-2-sejren på Old Trafford.
Ikke nok med, at Dalot foretrækker at spille i et “Carrick-system”, så bringer portugiseren måske en form for lykke hos cheftræneren. Han har nemlig startet inde i 12 af 14 kampe under Carrick. De eneste 2 kampe, hvor han startede på bænken, er endt i nederlag.
Med Champions League fra næste sæson kunne noget tyde på, at Carrick også er manden på sidelinjen, når næste sæson sparkes i gang. Det vil umiddelbart lyde som gode nyheder for Dalot, der vil kunne begynde sin United-sæson nummer 9. En sæson, hvor han kan sætte sig fast på højre back.




