Manglende disciplin årsag til begrænset spilletid

Både Darren Fletcher og Michael Carrick har været foretrukket frem for Owen Hargreaves i de seneste måneder, og nu kan The Times afsløre, at det ikke er…

Både Darren Fletcher og Michael Carrick har været foretrukket frem for Owen Hargreaves i de seneste måneder, og nu kan The Times afsløre, at det ikke er skader og deraf dårlig form, der har sendt den engelske landsholdsspiller ned i midtbanehierarkiet.

Sir Alex Ferguson føler sig simpelthen provokeret af den 27-årige canadisk-fødte englænder, der har udvist manglende mødedisciplin. Således har den tidligere Bayern München-spiller flere gange mødt for sent op til træning og faste aftaler, hvilket er en torn i øjet på United-manageren. Og altså en medvirkende årsag til, at Hargreaves blot har optrådt fra start i 17 ud af 47 mulige kampe.

Senest fik Hargreaves Fergusons temperament i svingninger, da midtbanespilleren – i modsætning til sine holdkammerater – ankom til Manchester lufthavn i allersidste øjeblik, inden flyet lettede med kurs mod Rom, hvilket angiveligt kostede ham pladsen i startopstillingen. Hargreaves kom dog på banen i løbet af anden halvleg og fik efterfølgende ros af sin manager.

En kilde tæt på klubben, som The Times har talt med, kan fortælle, at Hargreaves pt. ikke er på nippet til at blive kylet ud af Old Trafford, men at han har fået klar besked om, at han skal få rettet op på sine disciplinære problemer, hvis han skal have en fremtid hos “De Røde Djævle.”

Forrige artikel

Ny kontrakt til Ferdinand næsten på plads

Næste artikel

Hargreaves ikke på den sorte liste

ANNONCE