Matchvinder-Rooney roser sit hold

Englands anfører, Wayne Rooney, er kun ét mål fra at tangere Bobby Charltons landsholdsrekord, men han ville hellere fokusere på holdets præstation mod Slovenien.

Med sit sejrsmål mod Slovenien sendte Wayne Rooney ikke bare sit land meget tæt på EM næste sommer. Han sendte også sig selv op på en delt andenplads over flest mål for England nogensinde.

Nu ligger han side om side med Gary Lineker på 48 scoringer, og dermed er der også blot en enkelt op til Sir Bobby Charlton på førstepladsen. Det var imidlertid ikke den formentlig kommende rekord, der betød noget for den engelske anfører efter sejren.

– Det var dejligt at score sejrsmålet, og det var en god holdpræstation. Vi var uheldige med at være bagud med 1-0, og det talte vi om i pausen og kom godt ud, sagde Rooney til ITV om 3-2-sejren.

– Vi har forbedret os meget siden VM. Vi er stolte af det, vi har opnået, men nu skal vi blive ved med at forbedre os.

Efter de tre point på udebane topper England gruppe E med ni point ned til Schweiz og dagens modstander Slovenien.

Forrige artikel

Rooney sparkede England tæt på EM

Næste artikel

Medie: Falcao enig med Chelsea

ANNONCE