(Cesare Purini/Mondadori Portfolio via Getty Images)
I interviews med en moderne fodboldspillere bliver det ofte “robot-agtigt, og desværre en smule tamt. Det er selvfølgelig også tit med god grund, at en spiller ikke vil eller kan dele alt mellem himmel og jord.
Den ubekvemte barriere formår McTominay dog at bryde sig fri af i et interview med Rory Smith fra The Athletic.
Rory Smith maler i sin artikel et selvsikkert og entusiastisk billede af skotten, som utvivlsomt nyder hverdagen i Napoli.
Læs hele interviewet fra The Athletic her.
Trives i Italien
På trods af hvad der kunne tænkes at være et smerteligt exit fra hans hjerteklub i Manchester, så påtales hans nye tilstedeværelse med høj entusiasme.
McTominay er uden tvivl stadig djævlerød ind til benet, men det står klart, at et skifte væk fra Manchester har været i skottens bedste interesse. I Napoli er han blevet hyldet og værdsat lige fra det sekund, han satte sin underskrift med den napolitanske klub.
Han har tilegnet sig kælenavnet ‘Braveheart’ blandt napolitanerne, hvis spillestil er lige i deres smag. Mere retfærdigt, bliver McTominay i Napoli hyldet for det han er, fremfor at blive kritiseret for det han ikke var i Manchester United.
Fejlplaceret i United
Han pointerer i interviewet at han ofte følte, at han var fejlplaceret på banen i sin tid i United.
– Da jeg først kom igennem til førsteholdet, følte jeg mig ret fejlplaceret på banen. Det var ikke nogle af trænernes skyld. Men mine styrker har altid været at komme ind i boksen, score mål og være en trussel derinde. Men jeg blev brugt som 6’er eller som centerback, og det har aldrig været mit spil.
– Men når du spiller for Manchester United som 20-årig, så kan du ikke banke på managerens dør og forvente at spille som 8’er foran Paul Pogba. Du bliver nødt til at kende din plads og gøre, hvad du bliver bedt om. I de sidste par sæsoner kom jeg længere frem på banen og scorede flere mål, og seneste sæson var den bedste for mit vedkommende, siger han.
Ægte fighter
Scott McTominay har ofte delt vandene i Uniteds fanbase. Ikke på grund af hans vilje og hjerte, men nærmere hans tekniske niveau med bolden.
Roy Keane udtalte sig for nyligt, om hvorvidt det var en fejl at sælge McTominay eller ej. Keane er af den overbevisning, at bare fordi man gør det godt et andet sted, er det ikke ens betydende med, at man er god nok til at spille i Manchester United.
Det statement er jeg personligt meget enig med vores tidligere kaptajn i. Men personligt ville jeg elske, hvis McTominay stadig var en del af truppen i United, men sådan vil han nok altid dele meninger.
Der bliver talt og skrevet meget om at vi bør rekruttere en ny angriber. Og forståeligt nok. Vi har kun en spiller i truppen som kan lave mål – Bruno Fernandes.
Jeg forstår ikke hvorfor man dog ikke beholdte McTomminay. Som han selv meget rammende siger; i Italien bliver han værdsat for sine kvaliteter. I Manchester United blev han kritiseret for sine mangler.
Han var i lange perioder af sidste sæson vores klart farligste våben. Fantastisk placeringsevne i feltet havde han. Fantastisk timing. Og en stærk fysik. Han gjorde det fænomenalt i offensiven.
Hvorfor satsede man dog ikke på ham som klubbens ni’er. Frem for Rasmus Højlund. Og især da frem for ham hollænderen. Vi havde fremstået som et langt mere målfarligt fodboldhold.
For mig at se, er det lidt som en gentagelse af sagen om David De Gea. Eller Ander Herrera. Du har fantastisk spiller, og en de få sympatiske personligheder der har været i klubbens nyere historie. En fantastisk ambassadør for klubben. Og ham lader du gå, for i samme ombæring at bruge enorme summer på alternativer som er af langt mere tvivlsom kvalitet. For at sige det pænt. Og som på ingen måder ejer United-DNA.
Jeg synes det er meget kedelige prioriteringer der er i klubben.
Med det sagt skal der lyde et stort held og lykke til den unge mand, nede i Napoli. Al succes er ham vel undt. Han har været en af de sjældne sympatiske spillere i klubben de senere år.