Medie: Manchester United tilbyder Rashford hjælp

En svær sæson for Marcus Rashford er blevet sværere. Klubben vil gerne hjælpe spilleren, der har en bejler i den franske hovedstad.

Marcus Rashfords tur på en natklub i slutningen af sidste uge har fyldt meget i pressen med analyser, holdninger og følgehistorier.

I dag er ingen undtagelse. Daily Mail skriver således, at Manchester United er villig til at tilbyde den 26-årige englænder professionel hjælp efter, at han har undskyldt sin handling overfor Erik ten Hag og John Murtough. Derudover har Rashford angiveligt modtaget en bøde på to ugers løn. Tilbuddet om hjælp kræver i sagens natur Rashfords accept.

Udover Manchester United melder Daily Mail, at Rio Ferdinand og Wayne Rooney har rakt ud til den engelske landsholdsspiller for at hjælpe ham.

Rashford var i Ten Hags debutsæson fremragende for De røde djævle, hvor det blev til 30 mål og 11 assists i 56 optrædener. Til gengæld har han haft svært ved at ramme det samme niveau i denne sæson, hvor det blot er blevet til 4 mål og 6 assists i 26 optrædener.

På trods af det lavere niveau i denne sæson, skriver samme medie, at PSG har genoptaget sin interesse i englænderen og følger udviklingen om Rashford tæt. Rashford vil i givet fald kunne afløse Kylian Mbappe, der i stor stil rygtes til bl.a. Real Madrid.

 

Forrige artikel

OT.dk’s Transferevaluering: Sofyan Amrabat

Næste artikel

Blog: En skribents overvejelser om Antony

ANNONCE