Mercedes-ingeniør kan være på vej til Old Traffords dataafdeling

Dårlig rekruttering som følge af en dårlig dataafdeling skal være fortid på Old Trafford. Derfor vil Sir Jim Ratcliffe forbedre dataafdelingen markant, og løsningen skal muligvis findes i INEOS-familien.

(Photo by Bryn Lennon/Getty Images)

– Det var virkelig overraskende… De havde stoppet tiden.

Sådan sagde Cristiano Ronaldo i et interview med Piers Morgan, kort før han forlod Manchester United. Og han er ikke den eneste, der har haft den følelse.

For Sir Jim Ratcliffe, der nu sidder med den sportlige magt på Old Trafford virker til at være enig. I et interview med fanmargasinet United We Stand siger han nemlig, at klubben »stadig befinder sig i det sidste århundrede, når det kommer til dataanalyse«, og at data »nærmest ikke eksisterer her.«

Det er på trods af, at klubben bruger mange penge på data. Men det er langt fra nok, mener Sir Jim Ratcliffe, som derfor vil modernisere området markant.

Formel 1-løsning på Old Trafford?

Løsningen kan komme fra en anden sport, som Ratcliffe også er involveret i: nemlig Formel 1. Sir Jim Ratcliffe er nemlig medejer af Mercedes-holdet, og det er her, øjnene nu rettes hen.

Michael Sansoni, en af Mercedes’ ingeniører, er ifølge engelske medier en kandidat til at styrke Manchester Uniteds dataafdeling. Der er endnu ikke indgået en aftale, men Sansoni forventes at forlade sit nuværende job ved årets udgang – og et skifte hvor han bliver i INEOS-familien virker oplagt.

Sir Jim Ratcliffe har ikke lagt skjul på sin frustration over klubbens indkøb de seneste år, da han i marts stillede op i flere interviews. Her påpegede han, at klubben har brugt mange penge på nye spillere og rejste samtidig det åbne spørgsmål: Hvor mange af dem har egentlig slået igennem?

Samtidig har Sir Jim Ratcliffe bemærket, hvordan klubber som Brighton og Brentford lykkes med meget mindre budgetter takket være en smartere brug af data.

Derfor er ambitionen nu klar: Med økonomisk styrke og et mere moderne setup skal United tilbage, hvor de hører til.

 

 

Skriv et svar
Forrige artikel

Frustreret Amorim: »Vi lavede for mange fejl«

Næste artikel

Nedtakt: Amorim bekender kulør, Bayindir er ikke svaret og Amass er klar

ANNONCE