Meulensteen: Langtrukken United-forvandling

Rene Meulensteen mener, at Manchester Uniteds comeback til toppen af engelsk fodbold kommer til at tage lang tid.

Lørdagens 2-1-nederlag til Swansea var et møde med den benhårde virkelighed for Manchester United efter en perfekt resultatmæssig optakt under klubbens nye manager, Louis van Gaal. 

Og sidste sæsons miserable præstationer, der udmøntede sig en skuffende syvendeplads, var ikke blot udtryk for uheld og en forkert manager. For det kommer til at tage tid at få United tilbage i topstriden. Sådan lyder advarslen fra den tidligere førsteholdstræner Rene Meulensteen. 

– Der bliver ikke tale om en hurtig reparation, siger Meulensteen til Talksport. 

Han peger på, at United skal handle hurtigt, hvis de vil forsøge at rette op på nogle af truppens mangler. 

– De har to uger tilbage af transfervinduet. De har brug for at maksimere udbyttet af dette vindue og formentlig også det næste i januar. Det bliver en lang, lang proces, fortsætter hollænderen, der har stået uden job, siden han blev fyret i Fulham i starten af året. 

Fire forstærkninger

United har indtil videre hentet Luke Shaw og Ander Herrera, mens man omvendt har sagt farvel til Nemanja Vidic, Rio Ferdinand, Patrice Evra og Alexander Büttner – sideløbende har Ryan Giggs valgt at indstille sin karriere. 

Og ifølge Meulensteen kan det kun gå for langsomt med at lukke hullerne efter de rutinerede kræfters afgang. 

– Der er brug for at forstærke sig i forsvaret, der er brug for at forstærke sig på midtbanen, og det er hovedsageligt de to områder, de skal kigge på. Jeg mener, at de mindst skal hente fire klassespillere for at komme et niveau op, lyder det fra Meulensteen. 

United skal forsøge at rejse sig på søndag mod Sunderland.

Forrige artikel

Allegri: Normalt med Vidal-rygter

Næste artikel

Ancelotti: Kender ikke Di Marias fremtid

ANNONCE