Medier rapporterer: Stemningen er undertrykkende og 11 United-spillere vil væk

Ifølge Mirror vil så mange som 11 spillere væk fra Manchester United, fortæller de i dag i en undersøgende historie.

Mange årsager kan der være til, at Manchester Uniteds omklædningsrum ikke er i harmoni i øjeblikket, men ifølge Mirror er en ting sikkert, og det er, at tilstanden i øjeblikket er så slem, at man angiveligt kunne stille en hel start-11’er af United-spillere, der vil væk.

Rangnick gennemgår ifølge mediet nogenlunde de samme problemer, som der var under Solskjær. Der er dannet kliker inde i truppen – angiveligt baseret på, hvem der spiller, og hvem der ikke gør, og det skulle betyde, at så mange som 11 spillere ønsker et skifte væk fra Manchester United.

Iblandt de spillere skulle det være trupspillere som Donny van de Beek, Jesse Lingard, Eric Bailly og Dean Henderson, der – blandt flere – er utilfreds med dagligdagen i den efterhånden falmende storklub.

Mirror skriver, at spillerne er utilfredse med Rangnick som helhed. Man er uimponeret af træningskvaliteten og de nye assistenter, og så skulle Rangnicks position være svag grundet hans korte kontrakt som træner. Og slemt slår det til, hvis man skal citere den anonyme kilde, Mirror har bragt i forbindelse med historien, der ifølge dem skulle være tæt på hverdagen på Carrington.

– Det ser ikke godt ud. Atmosfæren er virkelig dårlig, og det ser ud til, at der venter store problemer forude for Manchester United, siger kilden til Mirror.

Normalt er vi på OldTrafford.dk påpasselige med at bringe historier, hvor man citerer anonyme kilder, men når et så stort medie som Mirror bringer den, hvor det er deres Manchester United-korrespondent, David McDonnell samt assisterende redaktør Darren Lewis, der ejer historien, er det sandsynligt, at der er noget om snakken. I virkeligheden harmonerer historien fint med de citater, Luke Shaw gav efter gårsdagens nederlag til Wolves:

– Der er flere af os, der har været her i lang tid, men i aften famlede vi. Jeg synes ikke, vi stod sammen. Se på de spillere, vi har, der er masser af kvalitet, men nogle gange er det bare ikke nok.

“Den værste atmosfære, United-spillerne kan huske”

Her sent tirsdag aften har Daily Mails United-korrespondent, Chris Wheeler, også undersøgt og rapporteret på sagen. Han genkender mange af de samme ting, som Mirror har skrevet, og uddyber også.

Spillerne skulle angiveligt have talt åbent omkring, at der i øjeblikket er “den værste atmosfære, de kan huske”. Omkring halvdelen af holdet er utilfredse, og stemningen skulle være decideret undertrykkende.

Iblandt de utilfredse er en klike, der ikke kan forstå, hvorfor de ikke har spillet mere, når holdet har været så dårligt. Solskjær siges at have gjort det værre ved at lægge en arm om deres skuldre og afgive løfter, han ikke kunne holde. Spillere foretrækker at blive fortalt tingene, som de er, skriver Daily Mail.

I november kunne Sportsmail fortælle (et medie, vi ikke kender, men det skal med), at Cristiano Ronaldo var chokeret over klubbens tilstand, da han kom til klubben.

Forrige artikel

Manchester United udlejer Mengi til Birmingham

Næste artikel

Bailly får grønt lys til AFCON

ANNONCE