Mason Mount har bestemt ikke haft nogen let tilværelse i Manchester United. Men torsdag aften kom belønningen endelig for den hårdtarbejdende midtbanespiller, da han blev en af heltene i Europa League-semifinalen mod Athletic Club.
Mount blev sat ind fra bænken og scorede to mål i det, der må betegnes som hans bedste kamp i United-trøjen.
– Det har været svært, siden jeg kom hertil. Jeg har haft skader og tilbageslag, men jeg har altid forsøgt at være positiv. Jeg vidste, at noget godt ville komme, og i dag gav det endelig pote i en semifinale, siger Mason Mount.
Mount sendte bolden i nettet to gange i løbet af de 30 minutter, han var på banen.
– Ved det andet mål så jeg målmanden komme ud, og jeg vidste, at hvis bolden kom til mig, skulle jeg tage den med første berøring og afslutte med det samme. Det handlede bare om at få god kontakt og ramme målet, forklarede han og tilføjede:
– Det samme med det første mål. Det var instinkt. Skab en halv meters plads og spark den i nettet, fortæller Mason Mount.
Selvom Mason Mount ikke for alvor har vundet fansenes hjerter siden sit skifte fra Chelsea – på trods af det ikoniske rygnummer 7 – leverede han torsdag aften en præstation, der måske kan begynde at ændre det. Selv fremhævede han i hvert fald tilskuerne på Old Trafford efter kampen.
– Fansene har været fantastiske. De har bakket os op hele vejen. Det her var mine første mål på Old Trafford. At score her og nu tage tilbage til Bilbao – det er et helt særligt øjeblik, siger Mason Mount.