Op til sæsonen 1998/1999 søgte Sir Alex Ferguson efter en afløser for sin assistenttræner, Brian Kidd, som var blevet tilbudt jobbet som manager i Blackburn Rovers.
Flere forskellige emner var oppe at vende, og et af emnerne var Fergusons skotske landsmand David Moyes, som på det tidspunkt havde overtaget manager-posten i Preston North End i januar 1998.
– Jeg mødte Fergie i den sæson, de vandt Champions League. Han spurgte, om jeg ville drikke en kop te med ham, fordi han kiggede efter en assistenttræner, siger Evertons nuværende manager David Moyes ifølge Daily Mail.
Afløseren blev en anden
Da den endelige afløser for Brian Kidd skulle vælges, faldt Fergusons valg på Steve McClaren – og det var David Moyes tilfreds med, selvom han godt kunne se sig selv som assistenttræner for “De røde djævle.”
– Jeg havde det fint med beslutningen, fordi jeg nød det, jeg havde i gang med Preston – men hvis jeg havde haft muligheden for blive assistenttræner for Manchester United, så ville jeg ikke have sagt nej.
– Måske var det en god ting, at det ikke endte sådan. De endte med at vinde Champions League og har været meget succesfulde lige siden. Men jeg er glad for, hvordan det er gået mig siden dengang, siger Moyes.
Sir Alex Ferguson og Manchester United tager imod David Moyes og Everton på Old Trafford senere i dag, når de to hold møder hinanden i Premier League klokken 17.00.