Rafael: Det handler kun om point

Rafael da Silva anerkender Everton som en trussel og fastslår vigtigheden af, at Manchester United får de nødvendige point i jagten på Premier League-trofæet.

Southampton gav Manchester United en gave, da de slog Manchester City 3-1 i går, og dermed gjorde det muligt, at vicemestrene kan komme hele 12 point foran de forsvarende mestre i rækken med en sejr over Everton senere i dag.

Everton har dog været en drilsk modstander for Manchester United på det seneste, beretter Rafael da Silva.

– Det er så vigtigt for os, at vi tager de tre point. Det er lige meget hvordan – bare vi gør det, siger brasilianeren til United Review.

– Det er altid svært mod Everton. De har et godt mandskab, og de følger som regel med i toppen – i hvert fald i denne sæson. De er gode både ude og hjemme, så det bliver en svær kamp som altid.

Manchester Uniteds højreback håber på, at han og resten af Fergies tropper har lært fra sidste års fadæse, der så Everton vende 4-2 til 4-4 i de døende minutter.

– Vi scorede mange mål i den kamp, men lukkede dumme mål ind i egen ende. Det har vi selvfølgelig lært af. Man kan ikke lukke to mål ind så sent og forvente at vinde.

– Det var en utrolig kamp. Det var et ekstremt hårdt slag for os, for vi tabte muligvis mesterskabet den dag, så det håber jeg, at vi ikke gør igen.

Forrige artikel

Moyes kunne have vundet The Treble med United

Næste artikel

Ronaldo fik Phil Neville accepteret i Everton

ANNONCE