Moyes ser tiden an med Rooney

David Moyes vil tage et skridt af gangen hvad angår Rooneys kontraktsituation, men håber, at angriberen fortsætter sin fine form mod Manchester City på søndag.

Det er formentlig gået de færreste forbi, at der var masser af spekulationer om Wayne Rooneys fremtid hen over sommeren. Englænderen blev dog i Manchester United, og rygterne er så små forstummet igen. 

Sidst Rooney lignede en, der var på vej væk fra klubben, var i 2010. Der vendte han om på en tallerken og forlængede i stedet sin kontrakt. Det ser dog ikke umiddelbart ud til, at det bliver tilfældet igen. 

Da David Moyes på dagens pressemøde forud for Manchester-derbyet blev spurgt til en kontraktforlængelse for angriberen, svarede han således: 

– Jeg tror, vi bare tager det skridt for skridt. Hvis han kan scorer to mål i weekenden, ville det være næste skridt fremad, ikke? Han har spillet rigtig godt, og vi vil have, at han fastholder det. Jeg vil faktisk gerne have ham til at tage det et hak op. Jeg vil have ham til at blive ved med at blive bedre, sagde skotten ifølge BBC.

Weekendens derby mod City er Moyes’ første som United-manager, men han har masser af erfaring med andre derbyer. Han har selvsagt oplevet en masse Merseyside-derbyer i sine 11 år i Everton, mens han også har prøvet kræfter med Old Firm i sin tid som spiller i Celtic. 

Han mener, der er noget særligt ved at derby, og kampen er vigtig for både spillere og fans.

– Der er spænding til ethvert derby i enhver stor by i verden. Jeg har oplevet derbykampe i Glasgow og på Merseyside. De er rigtig vigtige for vores egne fans, siger han. 

– De er også vigtige for spillerne, men i sidste ende er det vigtigt, hvordan det ser ud mod slutningen af sæsonen, og hvor mange point du kan få i kampen om toppen.

Uniteds første derby med Moyes på sidelinjen løbet af stablen på søndag kl. 17 dansk tid.

Forrige artikel

Optakt: Manchester City - Manchester United

Næste artikel

Valencia forklarer nummerskifte

ANNONCE