Optakt: Manchester City – Manchester United

David Moyes og Manuel Pellegrini står begge overfor deres første Manchester-derby, når United og City tørner sammen.

Der skal udpeges en ny sherif i byen. Efter næsten 27 år i sædet, valgte Sir Alex Ferguson før sommerferien at trække sig som manager for Manchester United. Hans sidste bedrift blev at vælte naborivalernes Roberto Mancini af pinden, og derfor hedder Uniteds og Citys manager nu henholdsvis David Moyes og Manuel Pellegrini.   

Det er dog ikke første gang, at de to trænere står overfor hinanden. Som Pellegrini kækt har nævnt i optakten til kampen, besejrede han Moyes tilbage i 2005. Dengang førte chileneren Villareal til en samlet 4-2-sejr over skottens Everton-mandskab i Champions League kvalifikationen.  

Deres tredje indbyrdes kamp kommer dog til at foregå under helt andre præmisser, og Manuel Pellegrini er om nogen den af de to med mest pres på sine skuldre. 

Hans Manchester City-hold har fået en noget blandet start på sæsonen. De lagde ud som lyn og torden og besejrede Newcastle 4-0. Siden da er det dog gået lidt ned af bakke. Vicemestrene har smidt point mod både Cardiff og Stoke og står derfor med syv point efter fire kampe. 

For Manchester United ser det imidlertid ikke meget bedre ud. De regerende engelske mestre har pt samme pointantal. Med til historien hører det dog, at United har haft sværere modstandere – deres point er blevet smidt mod Chelsea og Liverpool. 

Derfor vil presset veje tungest på Pellegrini, der altså også drager fordel af hjemmebanefordelen på søndag.

David Moyes kan glæde sig over at Wayne Rooney er tilbage og virker til at være i god form. Englænderen har scoret tre mål i hans seneste to kampe, og hans makkerskab med Robin van Persie fungerer. De kommer begge til at få en nøglerolle i derbyet. 

Dato, tid og sted:
Kampen spilles søndag den 22. september klokken 17:00 på Etihad Stadium. 

Skader
Manchester City må se bort fra tre af deres forsvarsspillere. Gael Clichy, Micah Richards og Martin Demichelis er alle skadede. 

David Silva er tvivlsom for hjemmeholdet.

Rafael, Danny Welbeck og Phil Jones døjer alle med mindre skader. Ingen af dem var klar til tirsdagens Champions League-kamp mod Bayern Leverkusen, og det betegnes som tvivlsomme til søndagens lokalbrag. 

Dommer
Howard Webb skal dømme kampen. 

Mulige startopstillinger

 

Manchester City
Hart
Zabaleta – Kompany – Nastasic – Kolarov
Navas – Toure – Fernandinho – Nasri
Aguero – Dzeko
 

Manchester United
De Gea
Smalling – Vidic – Ferdinand – Evra
Valencia – Carrick – Fellaini – Giggs
Van Persie – Rooney

 

Hold øje med:
Sergie Aguero er altid en trussel. Den lille angriber er de lyseblå rivalers klare førstevalg på toppen, efter hans argentinske landsmand Carlos Tevez er smuttet til Juventus. Aguero har flere gang bevist, at han kan præstere i de store kampe, og han har for vane at spille uhyggeligt godt, når modstanderen hedder Manchester United.

Sagt om kampen:
“Du behøver ikke at være her (i Manchester, red.) for at vide, hvor vigtigt derbyet er. Men når du arbejder her og bor her, forstår du, hvor speciel kampen er.” – Manuel Pellegrini.

Skribentens bud på kampens udfald
Jeg tror, det bliver en jævnbyrdig affære, der ender med en remis. 1-1 bliver resultatet. 

Vidste du, at…

  • Manchester City har scoret i deres seneste 52 ligakampe på egen grund. 
     
  • Wayne Rooney har scoret otte mål på Etihad Stadium i sin karriere. Seks for Manchester United og to for det engelske landshold. 
     
  • David Moyes har en fin statistik på Etihad. Den 50-årige manager har sejret i fem af hans ti kampe med Everton på Citys hjemmebane. 
     
  • Siden 2006, hvor han fik sin Premier League-debut, er Ashley Young blevet tildelt 12 straffespark. Det er kun Gabriel Agbonlahor, der kan “prale” med, at han har fået lige så mange.
     
  • Yaya Toure har lavet 347 afleveringer i denne sæson. Det er mere end 30 flere end nogen anden spiller i ligaen, og det er 65 flere, end hvad Michael Carrick (282) har lavet.  

Husker du?
Da Roy Keane lavede denne vanvidstackling på Alfiie Haaland i et lokalbrag mod Manchester City tilbage i 2001? 

Tacklingen kom som en reaktion på, at den norske spiller havde beskyldt Keane for at filme i en kamp flere år forinden. 

Den arrige irers hævnaktion kostede eftersigende Haaland hans professionelle fodboldkarriere. Om det er helt rigtigt, skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed. Sandt er det, at Haaland aldrig spillede en hel kamp igen. 

Sandt er det dog også, at nordmanden var i startopstillingen for sit landshold fire dage efter, at Keane havde sat tacklingen ind. Desuden har Haaland selv meldt ud på sin officielle hjemmeside, at det var på grund af problemer med det modsatte knæ, han var nødt til at stoppe karrieren. 

Hvem spiller rivalerne imod:
Liverpool, Chelsea og Arsenal spiller alle hjemmebanekampe i weekenden. De tager imod henholdsvis Southampton, Fulham og Stoke.

Tottenham skal en tur til Wales, hvor de skal møde Cardiff.

TV:
Kampen bliver vist på TV3 Sport2. 

Forrige artikel

Baines ville til United

Næste artikel

Moyes ser tiden an med Rooney

ANNONCE