Muligt generationsskifte på vej i United

I januar blev Jonny Evans 36 år, mens Harry Maguire er fyldt 31 her i marts. I april runder Raphaël Varane også 31, mens Victor Lindelöf bliver 30 i juli. Vi ser frem mod et generationsskifte i Manchester Uniteds midterforsvar.

Jonny Evans overraskede de fleste, da han i sommers gjorde comeback i Manchester United.

Den populære nordirer har dog vist sig at være en mere end godkendt nødløsning, som nok også har været en positiv overraskelse for de fleste.

Ifølge rygter på mediet X er samarbejdet dog ved at være nået vejs ende.

Evans skulle i sidste uge have meddelt klubben, at han stopper karrieren til sommer. Dette er dog ikke bekræftet.

Derudover ser Raphael Varane også ud til at være i gang med sin sidste sæson, mens både Harry Maguire og Victor Lindelöf til sommer kun vil have et år tilbage af deres nuværende aftaler.

Det kan derfor ikke undgås, at klubben skal have tilført noget nyt til midterforsvaret.

Lidt fra egne rækker

Willy Kambwala debuterede i december og kan måske se frem til en større rolle efter sommerferien.

En anden mulighed er Will Fish, der i øjeblikket er udlånt til Hibernian i den bedste skotske række.

Her har den 21-årige midterforsvarer spillet fuld tid i samtlige 30 kampe indtil videre, med 1 mål og 1 assist til følge.

Spilleren selv er da også godt tilfreds med sit ophold i den skotske hovedstad.

– Den erfaring, jeg har fået med Hibs (Hibernian, red.) har gjort dette til den bedste beslutning, jeg kunne have truffet, siger Will Fish til Manchester Evening News.

– Det handler om erfaring i forhold til at spille mod forskellige typer af angribere, og hvordan man håndterer at være under pres og bare skal have de tre points. Det er den slags erfaring, jeg havde brug for.

De eksotiske muligheder

Derudover er Manchester United også sat i forbindelse med to andre unge centerbacks.

Først og fremmest den 18-årige Aaron Anselmo, der til daglig spiller i Boca Juniors.

Ifølge Manchester Evening News har han en frikøbsklausul på 17 millioner pund og følges også tæt af blandt andre AC Milan.

Derudover skulle klubben også være interesseret i den 19-årige Mikayil Faye, der til daglig spiller på reserveholdet i FC Barcelona.

Faye har i denne landskampspause fået debut for Senegals A-landshold og scorede endda til 2-0 i 3-0 sejren over Gabon.

Ifølge spanske Mundo Depotivo var det en kamp, der blev overværet af Uniteds talentspejdere.

Sidst, men ikke mindst, så er det også en mulighed med mere erfarne tilføjelser.

Men med Sir Jim Ratcliffes udtalelser om, at man hellere vil udvikle stjerner end købe dem, så er det sandsynligt, at mindst én af de ovennævnte bliver en fast del af Uniteds midterforsvar næste sæson.

Forrige artikel

GOAL: Mainoo blandt verdens bedste talenter i 2024

Næste artikel

Seks tidligere United-spillere er nomineret til Premier League Hall of Fame

ANNONCE