Nani og Anderson blev hentet samtidigt for godt tre år siden, og på det tidspunkt var Anderson længere i sin udvikling, da han allerede havde spillet sig fast ind på Portos førsteholdstrup, og havde en vigtig position der. Nani var en mere eller mindre usleben diamant, og Manchester United har i denne sæson nydt godt af den rivende udvikling som kantspilleren har formået at gennemgå.
I første sæson tog Anderson Manchester Uniteds fans med storm, og blev hurtigt en favorit blandt dem, mens Nani havde meget svært ved at imponere i skyggen af Cristiano Ronaldo. I dag er rollerne blevet byttet om, og det er Nani der står i rampelyset, mens Anderson står i kulissen.
Nani er dog overbevist om, at Anderson nok skal vise omverdenen hvilken utrolig fodboldspiller han er.
”Alle kender til kvaliteten Anderson besidder. Han var uheldig med en slem knæskade, som desværre skulle ramme ham lige som han var begyndt at spille regelmæssigt, og vise os, hvad vi ved, han kan. Alle ved her, at han er en fantastisk spiller. Han er en stærk og meget klog spiller, der kan blive meget vigtig for os. Han har en stærk karakter, hvilket du behøver i denne klub. Han er ikke bange for noget som helst. Han vil have bolden i alle situationer, og jeg ved, at kan blive en topspiller i Manchester United,” lyder de rosende vendinger fra Andersons gode ven og holdkammerat Nani til den officielle hjemmeside Manutd.com.
Anderson har scoret ét enkelt mål i åbent spil i Premier League, og det mål faldt imod weekendens modstandere fra Tottenham. Eftersom Anderson var helt ude af truppen mod Wolves i tirsdags, må det formodes, at han vil figurere i weekendens kamptrup.