Nedtakt: Garnacho, Amorim og rivalopgør på søndag

(Cameron Smith – Danehouse) 

Til trods for en skudstatistik der hed 23 – 8 og 68 % boldbesiddelse i Uniteds favør, måtte vi se os besejret af et Nottingham Forest mandskab, der bare er gode til det, de gør bedst – at forsvare en føring.

I denne nedtakt vil jeg bringe tre nedslagspunkter, jeg mener er værd at notere sig, her dagen derpå.

Spil nu bolden, Garnacho!

Ja, hvor skal man næsten starte?

Efter et par gode præstationer mod Leicester, Sociedad og Arsenal samt en landsholdspause, hvor Garnacho har fået både hvile og træning i Manchester, havde jeg store forventninger til, at han var på vej mod en stærk afslutning på sæsonen.

Det ligner dog ikke at være tilfældet, hvis man vurderer ud fra hans præstation i går.

Jeg gav ham selv et 4-tal i min karakterbog – det kunne lige så godt have været en 3’er, og andre vil sikkert argumentere for endnu lavere.

Det var faktisk en klassisk Garnacho-præstation, i negativ forstand: Han var konstant i farlige områder og situationer, men traf konstant de forkerte beslutninger og ender kampen uden slutprodukt.

Garnacho havde seks afslutninger i kampen – og ramte ikke målet en eneste gang. Når han opererer i venstresiden, ser han hellere sin egen chance end eksempelvis et oplagt overlap fra Patrick Dorgu, noget vi også har set tidligere på sæsonen.

Han bør spille i højre side, hvor han tvinges til at spille bolden videre, fordi han ikke (heldigvis) er lige så tryg ved at trække ind i banen og afslutte med venstrebenet. Han har evnerne til at være en konstant trussel, og kun få backs kan holde ham nede i en hel kamp.

Netop derfor er det ekstra frustrerende at se en præstation som i går.

Man kan tydeligt se, at han brænder for det, og hans arbejdsindsats kan der ikke sættes en finger på. Derfor ligger der også en stor opgave for Amorim i at få banket det ind med syvtommersøm, at den bedste udgave af både Garnacho og United er, når han spiller bolden og har øje for sine medspillere.

Der er en topspiller gemt i Garnacho, det er jeg sikker på. Men han SKAL blive mindre selvisk. Om det bliver i United under Ruben Amorim, at han forløser sit kæmpe potentiale, er jeg mindre sikker på.

Taktiske fejldispositioner fra Amorim

At spille Zirkzee som 9’er tør jeg efterhånden godt kalde et fejlslagent eksperiment. Han fungerer langt bedre som 10’er, og over en længere periode har vi faktisk set nogle fremragende aktioner – ikke præstationer, men aktioner – fra ham, når han har besat den ene 10’er-position.

Derfor var jeg også skeptisk, da jeg så, at han igen skulle agere 9’er i går.

Han kommer slet ikke til sin ret på toppen, hvor han bliver for låst og ikke på samme måde kan falde ned i banen, som når han spiller 10’er. Derudover har han det også svært, når han skal duellere med 2 i stedet for 1 spiller –  i går i form af de bundsolide Forest-stoppere, Milenkovic og Murillo.

Jeg forstod heller ikke beslutningen om at skifte Garnacho over på venstresiden i anden halvleg. Vi ved, hvor toxic det kan være for holdet.

Vi har netop set, hvordan Garnacho og Dalot har udviklet en bedre forståelse for hinanden på højrekanten. Ligesom Bruno, Zirkzee og Dorgu har kombineret godt i venstre side.

Så hvorfor ikke lade Zirkzee operere i venstre og beholde Garnacho på højre? Det forstod jeg ikke.

At United kommer bagud efter fire minutter, hvorefter Forest pakker sig resten af kampen, ændrer selvfølgelig på det kampbillede, Amorim nok havde forventet. Det er ikke en undskyldning, men Amorim reagerede trods alt allerede i pausen og satte Højlund på banen i stedet for Ugarte.

Det var absolut nødvendigt – men det var trods alt positivt at se, at han handlede hurtigt, i stedet for at vente til eksempelvis det 60. minut med at foretage ændringer.

Vi skal se ild i øjnene på søndag mod City

Premier League er naturligvis et overstået kapitel, og alt fokus bør nu rettes mod at vinde Europa League. Derfor håber jeg også, at ligaen kan bruges til at spare spillere fra tid til anden eller til at få nogle i gang igen – som for eksempel Mount eller Shaw.

Kampen i går var langsom og rodet med mange fejlafleveringer – præcis som Forest ønskede det, efter at have bragt sig tidligt foran. Selvom United havde chancerne, var det stadig en halvtam og i mine øjne halvkedelig affære.

Premier League kan ikke længere for alvor bringe mit pis i kog resten af sæsonen. Jeg ser dem stadig, men i Premier League er entusiasmen mere begrænset – modsat Europa League.

Men hvis der er én ting, der stadig kan tænde en gnist, så er det et derby mod Manchester City. Lokalrivalerne kommer på besøg på Old Trafford søndag. Hvis ikke dét kan vække noget i spillerne, hvad kan så?

Derfor håber jeg mest af alt på at se tempo og ild i øjnene hos de spillere, der går på banen søndag kl. 17:30. Resultatet er mindre vigtigt for mig – så længe vi ser tænding og ærgerrighed i spillet.

Der skal tændes en gnist frem mod næste sæson, og det sker bedst gennem tempofyldt og modig, offensiv fodbold – ikke gennem låste, halvtamme affærer.