OGS: Nogle gange passer sofaen ikke til stuen

Ole Gunnar Solskjær sår tvivl om, hvorvidt Alexis Sanchez er tiltænkt en stor rolle i Manchester Uniteds startformation, når chileneren vender tilbage fra sit lejeophold i Inter.

Forventningerne til Alexis Sánchez var enorme, da Manchester United i januar 2018 lagde et stort pengebeløb for at hive chileneren til fra Arsenal. Desværre er forventningens størrelse blevet overgået af omfanget af den gigantiske skuffelse, som angriberen har vist sig at være.

Siden Ole Gunnar Solskjær så overtog managerposten, har nordmanden blandt andet brugt tiden på at rydde op i truppen, hvilket også har betydet, at Sanchez blev sendt afsted på en lejeaftale til Inter for indeværende sæson.

Den aftale bliver ikke forlænget, men selvom offensivspilleren nu ser ud til at vende tilbage til Manchester, er det ikke ensbetydende med, at han træder direkte ind på holdkortet. 

– Når du indretter din stue, så kan det godt være, at du nogle gange har en rigtig fin stol eller en fantastisk sofa, som bare ikke passer ind med resten af møblementet, lyder det ifølge Mirror Sport fra Ole Gunnar Solskjær. 

Men det betyder ikke nødvendigvis, at den 31-årige Sanchez skal kigge sig om efter en ny arbejdsgiver.

– Vi har selvfølgelig altid plads til gode spillere og til spillere, der passer ind i truppen, siger Solskjær, som ifølge mediet gerne vil beholde Sanchez, hvis han kan affinde sig med en mere reservepræget tjans på førsteholdet. 

Den dyrtbetalte og desværre ofte skadesplaget sydamerikaner har heller ikke fået gang i tingene under sit lejeophold i Italien, hvor det indtil videre er blevet til blot ni optrædener og én enkelt scoring. Hans nuværende kontrakt med United løber til sommeren 2022. I alt har han opnået 45 optrædener og scoret fem gange for De Røde Djævle.

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Sheffield United-manager sikker på Henderson

Næste artikel

United-trio nomineret til Golden Boy

ANNONCE