OldTrafford.dk søger nye folk

En grafiker, en skribent, og en ”kreatør”. Vi søger nye frivillige til vores crew, som har mod på store udfordringer, masser af United-nørderi, ture til Old Trafford og et fedt socialt fællesskab.

Det er ikke kun Manchester United, som lurer i transfervinduet. Også OldTrafford.dk jagter nye talenter, der kan hjælpe til med at drive Danmarks førende United-medie fremad.

OldTrafford.dk er et af de største danske medier dedikeret til en udenlandsk fodboldklub – med op imod 90.000 unikke brugere og over 1 million sidevisninger om måneden. Hjemmesiden drives af frivillige United-fans, der til daglig arbejder/studerer indenfor journalistik, lærer, fodbold, retorik m.v.. 

I de senere år er OldTrafford.dk begyndt at producere podcasts og har udgivet en bog.

Men vi vil gerne være endnu bedre. Derfor søger vi tre forskellige slags frivillige; en skribent, en grafiker og en der vil skabe noget, vi ikke allerede laver. 

Klassisk skribent

Det kød og blod, som OldTrafford.dk er lavet af: Skribenterne. Det er dem, der sørger for at hjemmesiden er opdateret med nyheder, at der altid er en optakt, et referat og karakterer i forbindelse med Uniteds kampe, samt at danske røde djævle får serveret skarpe holdninger igennem blogs. Det er en stor opgave, og derfor har vi brug for at opruste med en enkelt mand.

Vores forventninger til dig er,

  • er fan af Manchester United.
  • har en stor og bred viden om Manchester United især og engelsk fodbold generelt
  • kan formulere dig på korrekt og flydende dansk
  • kan læse og forstå engelsk og skrive danske nyheder ud fra engelske kilder
  • kan og vil bidrage med blogs og artikelopgaver
  • har masser af tid og lyst til at gøre OldTrafford.dk bedre
  • kan indgå i et team med humor på et travlt website, hvor der bliver stillet krav til dig
  • gerne selv har idéer til nye artikler og andre måder at dække Manchester United på
  • hjælper til med kampreferater og udtalelser efter kampe 1-2 gange om måneden

Til gengæld får du en uvurderlig skriveerfaring. Mange af vores skribenter har gennem tiden brugt OldTrafford.dk som springbræt til deres journalistuddannelser og har fået fine karrierer i mediebranchen. Samtidig bliver du en fast del af det fantastiske crew – som mødes flere gange om året og planlægger ture til Manchester.

Grafiker

Du har lyst til at dedikere dig til, at OldTrafford.dk får et fedt og genkendeligt visuelt udtryk på Facebook og Instagram. Vi skal være mere synlige – især på kampdage – samtidig med, at vi skal bevare den identitet, som hjemmesiden har været bygget op omkring siden år 2003. 

Vores forventninger til dig er,

  • er fan af Manchester United.
  • har erfaring med og adgang til billedredigeringsprogrammer
  • kan formulere dig på korrekt og flydende dansk
  • kan læse og forstå engelsk 
  • kan og vil bidrage med visuelt tapet til vores podcast, kampdækning, m.m.
  • har masser af tid og lyst til at gøre OldTrafford.dk bedre
  • kan indgå i et team med humor på et travlt website, hvor der bliver stillet krav til dig
  • gerne selv har idéer til fede grafiske ting vi kan lave

OldTrafford.dk har ikke adgang til hverken udstyr eller redigeringsprogrammer, så det er et stort plus, hvis du har det selv. Til gengæld får du en fed platform til at prøve dine grafiske evner af og bliver samtidig en del af et fantastisk crew, som mødes flere gange om året og planlægger ture til Manchester.

Kreatør

OldTrafford.dk forsøger konstant at forny sig og følge med tiden i et skiftende medielandskab. Derfor vil vi gerne række ud efter dig, som sidder med nogle evner og kompetencer, som vi ikke har – måske slet ikke vidste, at vi havde brug for! Det kan være en OT.dk YouTube-kanal, et værksted for taktiske analyser eller alt muligt andet, som du mener, vi mangler. 

Vores forventninger til dig er,

  • er fan af Manchester United.
  • at du vil skabe noget nyt på OldTrafford.dk. 
  • er klar til at dedikere dig til at føre idéen ud i livet og gøre den bæredygtig. 

Til gengæld får du mulighed for at skabe noget, som titusindevis af danske United-fans vil se og bliver samtidig en del af et fantastisk crew, som mødes flere gange om året og planlægger ture til Manchester.

Sådan søger du 

Hvis du er interesseret i en af de ovennævnte tre frivilligjobs, så send dit CV og en motiveret ansøgning til emil@oldtrafford.dk. Du er også velkommen til at skrive en mail til samme adresse, hvis du har et spørgsmål til en af stillingerne. 

Sørg for at markere tydeligt i din mails emnefelt og ansøgning, om du søger stillingen som skribent, grafiker eller kreatør. Hvis du søger sidstnævnte, skal du selvfølgelig pitche din idé. 

Ansøgningsfristen er mandag den 3. august.

 

Køb Manchester United merchandise via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Podcast: Tilbage i det rette selskab

Næste artikel

Transfertalk #2: Bedre lyd, masser af Sancho og jagten på den venstrebenede stopper

ANNONCE