Da Uniteds FA Cup-skæbne skulle afgøres d. 23. april i en straffesparkskonkurrence mod Brighton på Wembley, trådte en 28-årig svensk midterforsvarer frem. Roligt og afbalanceret gik han til bolden, før han resolut hamrede bolden i op målhjørnet.
Victor ‘Iceman’ Lindelöf sendte dermed United i FA Cup-finalen, og den afgørende straffesparksscoring var prikken over i’et i en flot præstation fra forsvarsspilleren.
Generelt har Victor Lindelöf leveret på et højt niveau i april. Det mener brugerne på OldTrafford.dk også. I har nemlig kåret ham til OldTrafford.dk’s månedens spiller i den forgangne måned med hele 59,32% af stemmerne.
Victor Lindelöf vandt afstemningen foran Bruno Fernandes, som fik 36,5% af stemmerne, og Marcel Sabitzer som tog sig af de resterende 4,18%.
Det lå ikke i kortene, da april måned startede, at svenskeren skulle få en hovedrolle. Han fik faktisk kun 13 minutter på grønsværen i de første fire kampe i den forgangne måned.
Men da både Lisandro Martinez og Raphael Varane gik i stykker, så var der pludseligt behov for Lindelöfs forsvarsspil.
Siden hjemmekampen mod Nottingham Forest d. 16. april har ‘Iceman’ derfor spillet fuld tid i alle kampe, og han har hjulpet holdet til at holde buret rent i tre ud af fem kampe.
Stort tillykke til Victor ‘Iceman’ Lindelöf!