Optakt: Bristol City venter i kvartfinalen

United skal onsdag op mod Bristol City i kampen om en billet til semifinalerne i Carabao Cuppen.

United skal onsdag forsøge at spille sig videre til semifinalerne i Carabao Cuppen. I kvartfinalen tager Bristol City i mod, og Jose Mourinhos mandskab er da også favoritter til at komme et skridt nærmere et forsvar af sidste sæsons pokal.

Bristol City er dog ingen walkover. Pt er holdet fra det sydvestlige England placeret som nummer tre i the Championship, og ligger dermed til at spille play-off kampe om oprykning til Premier League.

Manager Lee Johnsons tropper har vundet de seneste fire ligakampe, senest blev det til sejr på 2-1 i weekendens opgør hjemme mod Nottingham Forest. Johnson blev tilbage i september kåret som månedens manager i the Championship, efter en flot måned på grønsværen for Bristol City, der ellers inden sæsonen var tippet til at kæmpe for at undgå nedrykning.

Kampen i morgen spilles på Ashton Gate, der de seneste år har gennemgået en kraftig renovering og er blevet udbygget, så der nu er plads til 27.000 tilskuere. Klubben arbejder nu på at få bygget et nyt træningsanlæg, for at kunne tage sidste skridt op til eliten i Premier League.

Seneste møde mellem Bristol City og Manchester United var tilbage i 1980, da hjemmeholdet lå i den øverste division. Siden fulgte en nedtur og få år efter var man nede og runde i den fjerde bedste række.

Siden da har klubben kæmpet med at holde sig i the Championship, hvor man i denne omgang har spillet siden 2015.

Jose Mourinho vil uden tvivl gøre hvad der skal til, for dels at spare et par profiler inden det hektiske juleprogram, og samtidig stille et så stærkt mandskab, at United er med i bowlen når der trækkes lod til semifinalerne.

Dato, tid & sted
Kampen spilles onsdag den 20.december på Ashton Gate i Bristol, med kampstart klokken 21.00 dansk tid.

Dommer
Mike Dean dømmer onsdagens opgør på Ashton Gate. 49-årige Dean dømte senest United i slutningen af september, da United hjemme vandt 4-0 over Crystal Palace.

Skader & karantæner
United må undvære Eric Bailly, Marouane Fellaini og Michael Carrick der alle er ude med skader. Der er spørgsmålstegn ved Antonio Valencia, efter han i weekenden måtte udgå med en skade. Til gengæld er Paul Pogba atter til rådighed efter han har afsonet de tre dages karantæne han fik, grundet det røde kort i kampen mod Arsenal.

Hjemmeholdet døjer med en række skader og har Ivan Lucic, Callum O’Dowda, Gary O’Neil, Eroc Pisano, Korey Smith, Jens Hegeler, Famara Diedhiou & Milan Djuric på skadeslisten til opgøret onsdag mod United.

Mulig startopstilling

Sergio Romero
Axel Tuanzebe – Victor Lindelöf – Phil Jones – Luke Shaw
Ander Herrera – Scott McTominay – Paul Pogba
Marcus Rashford – Zlatan Ibrahimovic – Anthony Martial

Hold øje med
Sidste sæsons helt store profil hos Bristol City var Chelsea-lejesvenden Tammy Abraham, der i år er udlejet til Swansea. Abraham scorede hele 26 mål i 48 kampe, men i år er målene delt mere ud blandt spillerne for Bristol City.

Hold specielt øje med den 28-årige forsvarsspiller Aden Flint, der indtil videre har nettet hele seks gange i blot 18 kampe. Den 197 centimeter lange forsvarsspiller er eminent i luftspillet, og vil uden tvivl være en trussel på standardsituationer.

Skribentens bud på kampen
Mon ikke vi får lov at se folk som McTominay og Shaw i aktion fra start igen, efter begge har gjort det flot de seneste kampe. Jeg tror også, at Mourinho sparer enkelte andre spillere, uden for alvor at skifte for meget ud i startopstillingen.

Uanset hvad, tror jeg vi kan forvente en ganske underholdende pokalkamp, med et hjemmehold der vil give den fuld gas og spille deres chance. Men selv med enkelte reserver på holdet, vil United være for stærke og spille sig til semifinalerne. 1-2 til United.

TV
Kampen sendes direkte på TV3 Max.

Vidste du at…
– Bristol Citys reservekeeper er det tidligere United-talent Luke Steele, der i sommers blev hentet til Ashton Gate fra græske Panathinaikos.
– Bristol City har vundet deres sidste fire kampe i ligaen.
– United og Bristol City mødtes i FA Cup-finalen i 1909, Sandy Turnbull sikrede dengang United sejren.
– Sidste møde mellem de to klubber var tilbage i 1980, hvor United vandt med 4-0.

Hvem spiller ellers?
Arsenal vs West Ham
Leicester vs Manchester City
Chelsea vs Bournemouth
 

 

Læs mere om:

Podcast: Lyt til OldTrafford.dk’s podcast om Manchester United. Læs mere her
Rejser og billetter: Vi har samlet en masse tips og gode råd, hvis du vil opleve Manchester United på Old Trafford
Forrige artikel

Louis van Gaal: Vil gøre livet surt for United

Næste artikel

Podcast: Bournemouth, West Brom & Optakt

ANNONCE