Vi skal en tur i historiebøgerne, hvis vi skal finde frem til seneste nederlag til Nottingham Forest. Årstallet var 1994, hvor United tabte 2-1 på eget græs.
Siden dengang har United tromlet derudaf. Det gælder både i Premier League, men også mod aftenens værter. Siden 1994 har klubben mødt hinanden 11 gange, hvor det er blevet til 10 United-sejre og en enkelt uafgjort. I nyere tid, nærmere bestemt siden Nottingham rykkede op i Premier League i sidste sæson, er de stødt sammen fem gange. Alle gange med samme udfald – en sejr til United.
Seneste opgør viste sig dog at blive en tæt en af slagsen, hvilket det sjældent plejer at være, når klubberne tørner sammen. 3-0, 0-3, 2-0, 0-2 og senest 3-2. Samtidig har Nottingham senest vist prøver på deres potentiale i en imponerende udebanesejr på 3-1 mod Newcastle, som United selv havde store problemer med tidligere i sæsonen. Derfor bliver kampen nødvendigvis ikke en ‘walkover’ for Uniteds vedkommende, og slet ikke med tanke på at United har været historisk svingende i den her sæson.
Nottingham Forest ligger på nuværende tidspunkt placeret på en 16. plads med sølle 17 point – 4 sejre, 5 uafgjorte og 10 nederlag.
Dato, tid og sted:
Lørdag den 30. december kl. 18:30 dansk tid på City Ground.
Dommer:
Tim Robinson styrer slagets gang.
Skader og karantæner:
Raphael Varane og Christian Eriksen, som vendte tilbage fra sygdom og skader i sidste kamp, forventes igen at være kampklar mod Forest. Anderledes forholder det sig med Luke Shaw og Sofyan Amrabat, der begge ifølge ten Hag lider af mindre skader og derfor ikke er tilgængelige til aftenens kamp. Det samme gælder for Anthony Martial, der stadig må sidde ude med noget sygdom. En anden spiller, som vi forhåbentlig inden længe kan forvente at se i kamp igen, er Amad Diallo.
Victor Lindelof, Harry Maguire, Tyrell Malacia, Lisandro Martinez, Casemiro og Mason Mount er stadig fraværende og forventes først at være deres skader kvit i det nye år.
Værternes nye træner Nuno Espirito Santo kan se frem til sin tredje kamp i spidsen for Nottingham Forest. Det bliver dog fortsat uden Taiwo Awoniyi. Sammen med ham sidder Serge Aurier og Felipe også ude med skader, og begge forventes først at være tilbage i det nye år. Derimod kan Forest se frem til at have forsvarsklippen Willy Boly tilbage efter hans røde kort mod Bournemouth, som han afsonede mod Newcastle. Dog misser midtbanespilleren Ibrahim Sangare kampen, da han har optjent fem gule kort.
Mulige startopstillinger:
Manchester United (4-2-3-1)
Det kan meget vel ske, at ten Hag giver genvalg til sin startende 11 fra i tirsdags. Eneste udskiftning, der i mine øjne er sandsynlig, er, at Scott McTominay ryger tilbage i startopstillingen i stedet for Mainoo eller Eriksen. Der bliver med 99% sikkerhed genvalg til Rashford på venstrekanten og Garnacho på højrekanten.
Onana
Wan-Bissaka – Varane – Evans – Dalot
Eriksen – Mainoo
Garnacho – Fernandes – Rashford
Højlund
Nottingham Forest (4-2-3-1)
Nuno Espirito Santo må rotere i truppen, da Ibrahim Sangare sidder ude med karantæne. Omvendt er Boly tilbage i midterforsvaret. Et spørgsmål bliver dog, om Santo forsøger sig med et 4-mandsforsvar eller 5-mandsforsvar, som man så i hans første kamp mod Tottenham.
Turner
Williams – Murillo – Boly – Toffolo
Oliviera – Yates
Elanga – Gibbs-White – Hudson-Odoi
Wood
Hold øje med:
Det bliver utroligt spændende at se om spillere som Højlund, Garnacho og Rashford kan fortsætte de gode takter fra præstationen mod Aston Villa, hvor holdet lavede hele tre mål på en halvleg efter syv timers måltørke. Mere specifikt skal vi holde øje med vores danske ven Rasmus Højlund, der virkelig må have fået blod på tanden oven på den forløsende scoring til 3-2 i tirsdags. Det var et rørende øjeblik, hvor det må stå tydeligt og klart for alle, at Højlund vil gå igennem ild og vand for United. Men overordnet set bliver det spændende at se, hvilket udtryk holdet kommer ud til kampen med. Kan de mon drage fordel og tage den selvtillid med sig, som de tankede op efter deres seneste sejr?
Hos Nottingham Forest bør man holde øje med den store newzealandske angriber Chris Wood, der overraskede alle og lavede et hattrick mod sin gamle klub Newcastle. Han bliver et farligt våben, som United bliver nødt til lukke ned for. På siderne af Chris Wood har Forest også to hurtige og spændstige kantspillere i form af tidligere United-spiller Elanga og det tidligere Chelsea-talent Hudson-Odoi. De to kan komme til at udgøre en farlig trussel, hvis United ikke sætter sig ordentligt på kampen og får lukket ned for Forests farlige angreb.
Skribentens bud på kampens resultat:
Jeg forventer et United hold, der kommer ud til kampen med bulder og brag. Intet mindre. Forhåbentlig kan United fortsætte sit niveau fra midtugens pragtpræstation i anden halvlej. Hvis det sker, så forventer jeg en sikker sejr til United. Mit bud på et resultat er 2-0 til United.
Hvor kan man se kampen?
Kampen kan ses på 3+ og Viaplay.
Hmm det er med bekymret mine jeg sætter mig til rette i sofaen i aften.
Jeg håber det bedste men frygter det værste, det er altså lidt altså for “spændende” at være United fan for tiden, på den negative side desværre.
Kan vi følge op på de medrivende små 40 minutter mod Villa, ja men kun hvis spillerne viser samme ild i øjnene og vilje til at præstere på samme høje niveau.
Jeg kunne rigtigt godt tænke mig at se noget mere struktur og et tydeligere koncept især i den offensive del, den “indianer” bold mod Villa var bestemt underholdende men mere kontrol vil være prisværdigt.
Jeg tror Højlund scorer igen, samme med Rashford der ser ud til at være på rette vej, bedre sent end aldrig troda alt.
Vi vinder 3-1 Højlund, Rashford og Eriksen laver kasserne.