Optakt: Everton – Manchester United

En speciel dag for David Moyes, når han skal møde sit gamle hold, der kæmper for fjerdepladsen og Champions League-kvalifikation.

Manchester Uniteds manager, David Moyes, og sommerindkøbet Marouane Fellaini vender for første gang tilbage til Goodison Park, når De røde djævle søndag gæster Everton. Det er formentlig den sværeste af de resterende kampe i sæsonen, og hjemmeholdet har alt at spille for.

Før søndagens kampe er de således kun et point efter Arsenal på fjerdepladsen, og en tur i Champions League-kvalifikationen vil være noget af en bedrift for Roberto Martinez og hans blåfarvede spillere.

Samtidig må United-spillerne være motiverede for at slutte sæsonen pænt af og fastholde presset på Tottenham og muligheden for en tur i Europa League. Hvis den turnering altså overhovedet er noget, de Champions League- og mesterskabsvante spillere gider.

Uanset Uniteds motivation ligner Everton en svær modstander, og Merseyside-klubben har da også vundet alle sine seneste syv ligakampe. Det betyder svære udsigter for Manchester United i det, der lidt sarkastisk er blevet døbt the David Moyes Derby.

Dato, tid og sted:
Kampen bliver spillet søndag den 20. april 2014 klokken 17.10 på Goodison Park.

Skader/karantæner:
Manchester United må undvære et par spillere. Robin van Persie, Rafael og Jonny Evans er alle ude med skader.

Everton har desuden sine skadesproblemer at slås med og skal spille uden Bryan Oviedo og Arouna Koné, som begge er ude resten af sæsonen. Derudover er Darron Gibson, Lacina Traoré og Steven Pienaar endnu ikke deres skader kvit, mens Phil Jagielka er tvivlsom.

Dommer:
Mark Clattenburg dømmer kampen.

Mulige startopstillinger:

Everton 
Howard
Coleman – Distin – Stones – Baines
Barry – McCarthy
Deulofeu – Naismith – Osman
Lukaku

Manchester United
De Gea
Jones – Smalling – Vidic – Evra
Carrick – Fletcher
Kagawa – Mata – Welbeck
Rooney

 

Hold øje med:
Det er jo oplagt at fremhæve det belgiske monster, Romelu Lukaku, men Evertons hold rummer flere spillere med potentiale til at afgøre kampe. Deulofeu kan afdrible hvem som helst, og hvis Ross Barkley spiller, skal han også nok skabe en masse postyr. Et frækt bud kunne dog være Steven Naismith, der har scoret to mål og produceret et oplæg i sine sidste tre kampe.

Sagt om kampen: 
”Det var den første kamp, jeg kiggede efter, da kampprogrammet kom. Jeg tænkte altid over, hvornår jeg første gang ville vende tilbage til Goodison. Jeg vender tilbage med en masse gode minder. Jeg havde nogle fantastiske øjeblikke her. Det bliver en mærkelig dag, men jeg ser frem til det.” – David Moyes.

Skribentens bud på kampens udfald:
Everton er et virkelig godt hold, og med en potentiel fjerdeplads i sigte må motivationen være i top. De spiller desuden hjemme og er inde i en fremragende stime. De blå vinder 2-1.

Vidste du, at…

  • Everton har vundet de seneste syv Premier League-kampe med en samlet målscore på 16-4.
  • I sine ni kampe mod Manchester United har Roberto Martinez aldrig spillet uafgjort. Han har desuden vundet to, en med Wigan og ditto med Everton
  • I alt otte mand møder deres tidligere klub. David Moyes, fire styk i hans trænerstab, Wayne Rooney, Marouane Fellaini og Tim Howard. Derudover er den tidligere United-spiller Darron Gibson skadet.

TV:
Kampen bliver vist på TV3 Sport 2.

Forrige artikel

Moyes glæder sig til Everton-kampen

Næste artikel

Wilson får snart chancen

ANNONCE