Optakt: FA-cuppens konger mødes

Manchester United gæster i morgen Emirates, hvor de to mest succesfulde mandskaber i FA-cuppens turnering mødes i turnerings tredje runde. Her er optakten til kampen.

(Catherine Ivill/Getty Images)

Cup-lodtrækningerne har været utaknemmelige, og i morgen venter et visit på Emirates Stadium. Både Arsenal og Manchester United er ude af EFL-Cuppen, så vi forventer to trofæ-ærgerrige mandskaber på grønsværen. Amorim er heller ikke en træner, der nedprioriterer turneringer til fordel for ligaen, udtalte han på gårsdagens pressemøde.

Sidste år sikrede United sig sit 13. FA Cup-trofæ, og de er nu kun en turneringssejr fra Arsenal, der topper listen over flest vundne af slagsen. Hvis United skal gøre sig nogen som helst forhåbninger om at tangere rekorden i år, skal formen vendes.

Manchester United er gået fuldstændig i stå resultatmæssigt og har ikke vundet i de fem seneste kampe. Arsenal, derimod, har vundet tre, spillet en uafgjort og tabt en enkelt.

Men selvom Uniteds form halter, antændte 2-2’eren på Anfield en gnist, og i morgen kan klubben få ild i bålet igen. Amorim havde i december svært ved at få spillet til at flyde, men nu har mandskabet omsider fået lov til at træne noget mere sammen, så forhåbenlig høster vi frugten af det i morgen.

Dato, tid og sted

Søndag d. 12. januar 2025 kl. 16:00 på Emirates Stadium

Dommer

Andy Madley

De seneste fem indbyrdes opgør

Arsenal – Manchester United: 2-0 (04/12/24)

Arsenal – Manchester United: 2-1 (28/07/24)

Manchester United – Arsenal: 0-1 (12/05/24)

Arsenal – Manchester United: 3-1 (03/09/23)

Arsenal – Manchester United: 0-2 (22/07/23)

Skader og karantæner

United er fortsat tyndt besat i forsvaret, da hverken Lindelöf, Shaw eller Evans er kampklar endnu. De må også fortsat undvære Mason Mount. Amad Diallo har pådraget sig en småskade, så han tvivlsom til opgøret. Samtidig er Rashford blevet rask, imens rygterne om klubskifte risikerer at holde ham ude af opgøret.

Arsenals darling Bukayo Saka er fortsat ude, og det samme er unge Ethan Nwaneri, der scorede imod Brighton. I forsvaret er Ben White og Takehiro Tomiyaso ude for The Gunners.

Forventede startopstillinger

Arsenal:

Efter et skuffende exit i EFL-Cuppen forventer jeg, at Arteta roterer en smule, og siden Sterling er tilbage, kunne han være et forsøg værd at afprøve som Sakas midlertidige afløser.

Raya

Timber – Saliba – Gabriel – Calafiori

Partey

Ødegaard – Rice

Sterling – Jesus – Martinelli

Manchester United:

Amorim udtalte på pressemødet inden kampen, at vi kan forvente at se Altay Bayindir mellem stolperne. Foran ham tror jeg, de Ligt erstattes af Leny Yoro, efter hollænderen ikke havde sin bedste kamp imod Liverpool. Udover det regner jeg ikke med flere ændringer i bagkæden.

Midtbanekonstellationen imod Liverpool præsterede eminent, så heller ikke her forventes rotation. Det samme gør sig gældende for vores to 10’ere. Angriberpositionen er mere drilsk, da både Højlund og Zirkzee har underpræsteret på det seneste. Jeg tror, Zirkzee får chancen.

Bayindir

Yoro – Maguire – Martinez

Mazraoui – Mainoo – Ugarte – Dalot

Amad – Fernandes

Zirkzee

Hold øje med

Dødbolde. United skal og må have lært lektien efter sidst, de to hold tørnede sammen i december. Her scorede Arsenal begge deres mål efter hjørnespark i en ellers velspillet kamp af United. The Gunners har i denne sæson ladt kanonen på hjørnespark, hvorfra de har scoret ni gange på en halv Premier League-sæson.

Det er langt fra betryggende, at det er Altay Bayindir, der skal fylde i feltet, efter han imod Tottenham lod Sons hjørnespark forbipassere ham.

Skribentens bud på kampens resultat

Jeg tror, United fortsætter den gode leg med de store drenge og vinder kampen knebent 2-1.

Hvor kan kampen ses?

Viaplay

 

2 comments
  1. Jeg krydser fingre for, at det gode resultat mod de unævnelige kan give en eller anden form for momentum. Jeg håber Amorim beholder både formation og opstilling til kampen, og at United har brugt “fri ugen” til at træne at forsvare hjørnespark. Udover hjørnesparkene var Gunners helt klart til at tale med i foregående møde.

    Come on United 😀.

    PS. Arsenal er vel ikke helt ude af EFL cup’en endnu…?

Skriv et svar
Previous Article

Åh, de smukke unge djævle

Next Article

Sådan forventer vi, at United stiller op på Emirates

ANNONCE