Der er fryd og gammen på Merseyside for tiden. Liverpool har omsider fået lukket munden på Luis Suarez, og Brendan Rodgers skaffer resultater på banen. Holdet har maksimumpoint efter to kampe og ligger på en andenplads i ligaen. Ord som ”Champions League”, ”titeludfordrer” og ”mesterskab” bliver hvisket i krogene på Anfield.
Jovist blev der begået en lille bitte svipser på Liverpools Twitter-profil, men ser man bort fra det, virker det faktisk til at gå udmærket for den anden mest vindende klub i England.
Søndag kommer ærkerivalerne fra Manchester United på besøg, i hvad der nok er årets kamp for Liverpool. Begejstringen vil uden tvivl nå uanede højder, hvis hjemmeholdet snupper sejren på Anfield.
Rodgers’ tropper er dog ikke de eneste, der har fået en god sæsonstart. United er også kommet fint fra land med en imponerende 4-1-sejr over Swansea og et uafgjort hjemme mod Chelsea.
”De røde djævle” skal forsøge at bygge videre på dette, i hvad der bliver den første ud af to kampe mod Liverpool indenfor en måned. Det blev fastlagt, efter at de to ærkerivaler trak hinanden i tredje runde af liga cuppen forleden.
David Moyes tager hul på et nyt kapitel i hans rivalisering mod Liverpool. Den tidligere Everton-manager har igennem ti år oplevet kampene imellem de to Liverpool-klubber, men han har stadigvæk sin første sejr på Anfield til gode. Den får han forhåbentligt med Manchester United på søndag.
Den mest omdiskuterede spiller på Old Trafford henover sommeren, Wayne Rooney, virker til at have indstillet sig på at blive i klubben. Det indikerer hans seneste udmelding på Facebook i hvertfald, hvor han takkede Uniteds fans for deres opbakning i kampen mod Chelsea.
Derfor spiller han sandsynligvis også søndag, og han kan meget vel få en hovedrolle. Den engelske angriber har aldrig lagt skjul på, at han nyder kampene mod Liverpool. Igennem hele hans liv har han altid oplevet rivaliseringen – først i sin tid som Everton-fan og spiller, og derefter som United-spiller. Han er altid ekstra tændt i disse kampe.
Skader
Brendan Rodgers bliver højst sandsynligt nødt til at se bort fra Kolo Toure, Joe Allen og Aly Cissokho, der alle blev skadede i løbet af Liverpools Capital One Cup-kamp i tirsdags.
Desuden er forsvarsspilleren Sebastian Coates ude med en knæskade.
Manchester United må fortsat undvære Rafael da Silva og Javier Hernandez. Nani meldes tvivlsom.
Dommer
Andre Marriner skal dømme lørdagens kamp.
Mulige startopstillinger
Liverpool
Mignolet
Johnson – Skrtel – Agger – Enrique
Lucas – Gerrard – Henderson
Coutinho – Sterling
Sturridge
Manchester United
De Gea
Jones – Vidic – Ferdinand – Evra
Valencia – Cleverley – Carrick – Welbeck
Van Persie – Rooney
Hold øje med:
Liverpools helt store profil i starten af denne sæson har været Daniel Sturridge. Den tidligere Chelsea-spiller har vist sine kvaliteter i den karantæneramte Luis Suarez’ fravær. Fire mål i tre kampe er det indtil videre blevet til, og han har været matchvinder i to af dem.
Sturridge vil være opsat på at imponere sit hjemmebanepublikum mod deres ærkerivaler, og Uniteds forsvar skal være opmærksomme på den formstærke angriber.
Sagt om kampen:
”Jeg kan ikke vente. Lige så lang tid jeg har været i denne klub, fra U9 og op igennem U15, U16, ungdomsholdet og reserveholdet, har det altid været kæmpe stort (at møde Liverpool, red.).
Vi kommer selvfølgelig for at vinde, men det bliver endnu en intens kamp. Jeg tror, hele klubben ser frem til det.” – Danny Welbeck
Skribentens bud på kampens udfald
David Moyes får sin første sejr på Anfield på søndag. Udeholdet snupper en 2-1-sejr.
Vidste du at…
– Kun én gang i de to klubbers seneste 50 indbyrdes opgør er det endt i en 0-0-løsning.
– Robin van Persie har scoret fire mål i hans seneste tre kampe mod Liverpool.
– Bill Shankly bliver mindet med ét minuts stilhed før kampen søndag. Liverpool-legenden ville være fyldt 100 år på mandag.
Husker du?
When Diego made the Scousers cry?
Da Manchester United gæstede Anfield i 2002/03-sæsonen, fik Diego Forlan noget af en hovedrolle. Den lille angriber fra Uruguay scorede begge Uniteds mål i en 2-1-sejr. Et af målene kom efter et fælt drop af Jerzy Dudek.
Hvem spiller rivalerne imod:
Manchester City får besøg af Hull City lørdag. I London er der nabokamp, når Arsenal og Tottenham mødes. Chelsea har allerede spillet deres tredje runde på forhånd, da de skal i aktion i Super Cuppen i denne weekend.