Optakt: Manchester United – Cambridge United

Returkampen mod Cambridge skal ende med en sikker sejr til Manchester United, der ser ud til at sætte alle de store kanoner i stilling.

“Det er en del af charmen ved pokalturneringer, at de små hold slår de store ud,” hører vi ofte folk sige. Det er muligvis rigtigt, men set fra de store klubbers synspunkt er nogle af resultaterne uacceptable. Det samme var Uniteds kønsløse nullert på Abbey Stadium, for uanset hvor godt Cambridge kæmpede, og uanset hvor uimponerende omgivelserne var, skal Manchester United til enhver til være i stand til at slå et bund-/midterhold fra League Two.

Nu får Cambridge så chancen for en returkamp, hvor man anslår, at klubben kommer til at tjene et beløb, der nogenlunde tilsvarer indtjeningen på et normalt år. Det må og skal selvfølgelig blive til en klar hjemmesejr. Det burde det første opgør også have været, men nu er United advaret. Et exit mod Cambridge vil ikke alene være pinligt, men også skadeligt for moralen.

Det kunne være rart, hvis vi fik gang i noget, der ligner en stime af gode præstationer og resultater. Første halvleg mod Leicester var udmærket, og set herfra lader det til, at spillet flyder noget bedre i den tilbagevendte 4-4-2-diamant. Det skal blive interessant at se, om Louis van Gaal spiller lige så mange offensive kort mod Cambridge som mod Leicester i lørdags.

Buddet herfra er, at han stiller i noget nær stærkeste opstilling. Det gjorde han i den første kamp mod Cambridge, og det giver kun mening at satse på FA Cuppen.

Dato, tid og sted:
Kampen bliver spillet tirsdag den 3. februar 2015, klokken 20:45 på Old Trafford.

Skader/karantæner:
De røde djævle er uden Ashley Young og Michael Carrick, der begge er skadet. Samtidig er Jonny Evans tvivlsom. Cambridge har ingen fraværende spillere.

Dommer:
Jonathan Moss dømmer kampen.

Mulige startopstillinger:

Manchester United
De Gea
Valencia – Jones – Rojo – Shaw
Blind
Fellaini – Di Maria
Rooney
Wilson – Van Persie

Cambridge
Dunn
Taylor – Nelson – Coulson – Talt
Hughes – Champlon
Donaldson – McGeehan – Kalkal
Elliott

Sagt om kampen: 
”I sport er respekt for modstanderen et must. Især I fodbold, hvor niveauforskellene er blevet mindre. Det er vi opmærksomme på forud for vores kamp mod Cambridge. Det er ikke længe siden, de viste sig som en hård modstander.” – Juan Mata.

Skribentens bud på kampens udfald:
Det burde have været en sikker sejr i første omgang, men den kommer nu. 3-0 til United.  

TV:
Kampen bliver vist på 6’eren.

Vidste du, at…

  • Cambridge har kun gæstet Old Trafford én gang før. Det var i Liga Cuppen i 1991, hvor United vandt 3-0.
  • 1991-mødet bød også på en returkamp i Cambridge, der endte uafgjort. Dermed gik United videre og endte med at vinde turneringen.
  • Cambridge-manager Richard Money har spillet i Liverpool og trænet i både svenske Västerås SK og australske Newcastle United Jets.
  • Med oprykningen til League Two sidste sæson vendte Cambridge tilbage til Football League for første gang i ni år.

Hvem spiller i rivalerne imod: 
Liverpool – Bolton, returkamp onsdag

Forrige artikel

United henter ung forsvarsspiller

Næste artikel

- Anderson ikke stabil nok

ANNONCE